Forslaget om lade transkønnede selv vælge mellem drenge- og pigerækker blev lørdag eftermiddag stemt ned af stort flertal på DBU Jyllands delegeretmøde i Herning
Det blev et stort og rungende nej, da DBU Jylland lørdag eftermiddag på et delegeretmøde i Herning skulle stemme om DBUs forslag til nye inklusionsregler i breddefodbolden.
Forslaget vil give personer, der definerer sig som transkønnede, interkønnede eller nonbinære personer, mulighed for at selv at vælge, om de vil spille i drenge/herre- eller pige/kvinde-rækker. Men det vil et stort flertal af DBU Jyllands delegerede ikke være med til. Kun 34 ud af ca. 250 delegerede stemte ja til forslaget, som skulle have haft 2/3 flertal for at blive vedtaget.
Meget dilemmafyldt
Lars W. Knudsen, ambassadør for Randers Sportsklub Freja, var en af de delegerede, der stemte nej. Han forklarer sin modstand mod forslaget sådan her overfor DR:
”Det bliver meget dilemmafyldt for en hel række klubledere og forældre i klubber, der skal møde pigehold med drenge spillende på holdet. Jeg vil gerne have, at det starter i den enkelte klub, med at man rummer det enkelte menneske med udfordringen og så må vi se, hvor langt det kan bære,” siger han til DR.dk.
”Det bliver meget dilemmafyldt for en hel række klubledere og forældre i klubber, der skal møde pigehold med drenge spillende på holdet”
Anbefalinger fra arbejdsgruppe
Det var en arbejdsgruppe under DBU, som i 2023 kom med anbefalingerne om at lade folk selv vælge, hvilken kønskategori de vil spille i. Der kom for alvor debat om sagen, da Mille Sørensen, holdansvarlig for kvindeholdet i Frederiksberg Fritids-Fodboldentusiaster, skrev dette indlæg på fodboldforpiger.dk i november, hvor hun kritiserede DBUs kønsanbefalinger:
Hallo DBU: I glemte noget, da I besluttede at tillade drenge og mænd i pige- og kvindefodbolden
Indlægget er med mere end 16.000 visninger den mest læste artikel nogensinde på fodboldforpiger.dk. Her skrev Mille Sørensen blandt andet:
”Dette er et kæmpe skred i pigernes og kvindernes vilkår, og det fortjener alle klubbers opmærksomhed. At en mand eller dreng begynder at selvidentificere sig som en pige eller en kvinde, betyder jo ikke at man stopper med at præstere som en dreng eller mand”.
”Dette er et kæmpe skred i pigernes og kvindernes vilkår”
DBU-direktør: Alle skal føle sig velkommen
Mille Sørensen blev efterfølgende interviewet af en lang række medier, og DBUs administrerende direktør Erik Brøgger Rasmussen rykkede ud med et svar på fodboldforpiger.dk:
DBUs direktør svarer på kritik af nye inklusionsregler: “Alle skal føle sig velkomne i fodbold”
“De nye anbefalinger udspringer af Danmarks Idrætsforbunds (DIF) arbejde for inklusion, og vi har desuden søgt inspiration i erfaringer fra Tyskland, hvor lignende retningslinjer har fungeret godt. Som Danmarks største idrætsforbund ønsker vi at gå forrest og sikre en tryg og inkluderende fodboldkultur,” skrev Erik Brøgger Rasmussen.
Det formildede dog ikke kritikkerne. Mille Sørensen skrev efterfølgende dette svar til DBU-direktøren, som hun fik en række medunderskrivere på, herunder tidligere DBU-bestyrelsesmedlem og formand for DBU Sjælland, Kurt Bagge-Hansen: Kære DBU: at gøre det biologiske køn irrelevant er en hån mod piger og kvinder
“Summa summarum af DBU’s argumenter er, at man ikke bekymrer sig om pigers og kvinders vilkår, medmindre de har elitepotentiale. Hvorfor skal middelmådige piger og kvinder straffes for at være middelmådige?,” skrev de blandt andet.
LÆS DEBATTEN:
Hallo DBU: I glemte noget, da I besluttede at tillade drenge og mænd i pige- og kvindefodbolden