AGF hylder idoler på kampdag

0
264
Foto: AGF/Christoffer Håkansson

AGF spiller lørdag pokalkvartfinale mod Brøndby i trøjer, hvor de enkelte spillere hylder et kvindeligt idol i anledning af kvindernes internationale kampdag

Når AGF Kvindefodbold på lørdag den 8. marts spiller pokal-kvartfinale mod Brøndby IF i Aarhus, bliver det i en helt særlig kamptrøje. For i anledning af, at dagen er Kvindernes Internationale Kampdag, spiller holdet pokalkampen i en trøje som hylder stærke kvinder og samtidig støtter FodboldtrøjeFredag, som afholdes i dag, fredag den 7. marts.

Derfor optræder AGF’s kvinder i en helt særlig kamptrøje, hvor der i stedet for spillerens eget navn på ryggen over nummeret, er et navn på en kvinde, som er en heltinde/idol for spilleren.

Spillerne har selv valgt navnet, og derfor vil man lørdag kunne se navne på mødre og bedstemødre til spillerne, artister, andre fodboldspillere, akademiske helte og flere andre. Formålet med trøjen er at hylde spillernes egne helte og idoler på en velvalgt dag; Kvindernes Internationale Kampdag den 8. marts.

Signe Baattrup hylder matematikeren Emmy Noether. Foto: AGF/Christoffer Håkansson

Signe Baattrup hylder matematikeren Emmy Noether..Signe Baattrup hylder tysk matematiker

“Jeg har valgt Emmy Noether på min trøje – hun var en tysk matematiker og et geni indenfor sit felt. Hun lavede banebrydende matematik i begyndelsen af 1900-tallet trods stor modstand mod kvinder i universitetsverden den gang. Hun var en sej kvinde, som jeg gerne vil hylde,” siger Signe Baattrup, som altså bærer Emmy Noether navn på lørdag, mens Mathilde Rasmussen har valgt at hylde sin mor på sin trøje.

“Min mor Irene betyder meget for mig og jeg ser meget op til hende. Hun er stærk kvinde, som jeg beundrer. Derfor har jeg hendes navn på ryggen på lørdag til ære for hende – så kan jeg også give lidt tilbage for alt, hun har givet mig,” fortæller Mathilde.

Samtidig med hyldesten til stærke kvinder og heltinder, støtter trøjen også FodboldtrøjeFredag, hvor Danske Spil og hele fodbold-Danmark dagen før – den 7. marts – samler ind til fordel for Børnecancerfonden. Derfor sættes trøjerne efter kampen på aktion til fordel for FodboldtrøjeFredag.

Kampen, hvor de særlige trøjer kommer i aktion, er en kvartfinale i Gjensidige Kvindepokalturneringen mod Brøndby IF. Den spilles lørdag den 8. marts kl. 14 på Fredensvang. Kampen kan ses direkte på AGF Play, som sender kampen i samarbejde med FodboldtrøjeFredag.

LÆS OGSÅ:

Tørklæder og fanbus skal hjælpe Aalborg Freja til pokalsejr