FC Thy – Thisted Q henter Camilla Nielsen hjem fra Østrig

0
246
Camilla Nielsen er tilbage i FC Thy – Thisted Q. Foto fra klubbens hjemmeside

Midtbanespilleren Camilla Nielsen, der i sommer skiftede til østrigske Sturm Graz, er tilbage i FC Thy – Thisted Q

Efter en halv sæson i Østrig er midtbanespilleren Camilla Nielsen tilbage i FC Thy – Thisted Q, hvor hun skal hjælpe sine gamle holdkammerater i forårets kvalifikationsliga, hvor der skal kæmpes om to pladser i kvindeligaen.

Camilla Nielsen skiftede sidste sommer til østrigske Sturm Graz, men livet som fuldtidsprofessionel viste sig ikke at være optimalt for hende.

Hun savnede familie, venner og et liv med andet end fodbold, og derfor tog hun en snak med FC Thy – Thisted Q og Sturm Graz, som nu er endt med, at midtbaneprofilen vender hjem til hjerteklubben i Thisted, hvor hun samtidig genoptager sin uddannelse som fysioterapeut. Aftalen er gjort økonomisk mulig, takket være “sponsorer og venner af huset”, som FC Thy – Thisted Q skriver på sin hjemmeside.

“Med aftalen på plads i Thy har jeg igen fået en vanvittigt god fornemmelse i maven, og jeg synes, det er en virkelig spændende tid, vi går i møde. At vende hjem til trygge rammer, en fantastisk trup, en fremragende stab og en masse folk uden for banen, der brænder for projektet, betyder utroligt meget, når man som jeg er opvokset med Thy-DNA,” siger Camilla Nielsen til klubbens hjemmeside.

“Tilføjelsen af Camilla til vores trup bliver jeg sikker på en stor gevinst. Hun skal være med til at øge konkurrencen, samtidig med at hun har nogle spidskompetencer, som i høj grad bliver nødvendige, når vi skal være succesfulde i den kommende sæson. Der venter os 10 finaler, så der er brug for en stærk og sammentømret trup for, at vi kan stå distancen – og her bliver Camillas tilføjelse i høj grad en hjælp,” siger cheftræner Stefan Vendelbo Madsen.