SERIE: TRÆNEREN | På FODBOLD FOR PIGER kan du i disse uger møde nogle af de piger og kvinder, som har valgt at gå trænervejen: I dag: Sarah Crone, 43 år, der er U11-træner og årgangsansvarlig for 2013-årgangen i Dragør Boldklub
Sarah Crone var som ung en talentfuld keeper, der var med til DBUs samlinger. En korsbåndsskade satte en stopper for fodboldkarrieren, da hun gik i gymnasiet, men nu – i en alder af 43 år – er Sarah igen dybt engageret i fodbold. Hendes døtre på 7 og 10 år spiller fodbold, og i dag er hun årgangsansvarlig for 2013-årgangen i Dragør Boldklub og træner for årgang 2013/2024.
Sarah Crone er nemlig en af de forældre, der har takket ja til en trænertjans, og hun er så glad for arbejdet med pigerne, at hun nu vil i gang med at tage en træneruddannelse. I første omgang en C-licens, men på sigt vil hun også have en B-licens.
“Og havde jeg været lidt yngre, tror jeg, at jeg havde gået efter en pro licens – men jeg hepper på at der kommer mange kvinder der vil gå den vej. Som i alt andet ledelse – hvorfor skulle en kvinde ikke kunne træne et herrehold? Vi mangler seriøst diversitet i alle lag – men allermest i toppen,” siger Sarah Crone.
Hun har ellers en travl erhvervskarriere, men alligevel har Sarah valgt at bruge adskillige timer hver uge som træner for sin datters hold. Hvorfor? Hvad er det sjove ved det – og hvordan vil hun gerne være som træner? Det fortæller Sarah Crone om i dette afsnit af vores nye serie om kvindelige trænere:
Hvad er din fodboldbaggrund?
”Jeg har ikke en træneruddannelse, men har selv spillet hele mit liv. Jeg startede med drengene som 5-årig, da der i provinsen ikke var mange piger, der spillede fodbold i slut-firserne. Dog kom der mange til, og som 8-9 årig startede et rent pigehold, som jeg spillede med helt frem til, at jeg blev teenager. Jeg blev udvalgt til DBU talent som målmand og deltog i de samlinger, der skulle samle alle talenter på tværs af landet som U14-U15. Jeg rykkede derfor til en klub som meget ung, hvor vi spillede i Danmarksserien i en periode. Jeg var yngst af alle, da resten var seniorer. Men det var vilkårene dengang hvis man ville noget med sin fodbold.
Jeg måtte dog prioritere gymnasiet senere hen – og en korsbåndsskade – og efterfølgende to meniskskader i samme knæ, satte endelig stop for at spille selv. Jeg havde ikke held med at lokke min søn i gang med fodbold, men heldigvis har begge mine piger taget sporten til sig. Skæbnen ville at de manglede en træner da min datter skulle starte og der har jeg været træner lige siden – først i Tårnby FF og for 1,5 år siden lavede vi et kollektivt klubskifte hvor hele holdet drog med til Dragør Boldklub”.
Hvorfor har du valgt at blive træner?
”Jeg vidste hvor meget min egen træner dengang betød for mig. Han var virkelig et rart menneske, som var meget mere end bare fodboldtræner. Han blev en velkendt voksen, en man kunne stole på og vel nærmere en dygtig coach i livet især i overgangen fra barn til ung pige med alle de udfordringer, der er ved den overgang. Især for piger. Jeg savnede også at se noget diversitet på banerne, hvor alle trænerne var mænd. Jeg ved, at piger, når de når en vis alder, har brug for at se kvindelige rollemodeller og en der kan tale lidt mere fortroligt med dem om at være pige og ung kvinde, og den person ville jeg gerne være. Jeg så det også som en gylden mulighed for at udleve min passion for fodbold, være med til at forme de unge og ruste dem til både fodbold, sociale kompetencer og livet som jo indeholder mange af de samme udfordringer som man møder på en fodboldbane og i et forpligtende fællesskab som det er at være et hold”.
Hvad er det bedste ved at være træner?
”Når en spiller lykkes – enten på grund af egen indsats og hårdt arbejde – eller når de lige knækker koden til et eller andet. Men lige så meget som når hele holdet lykkes sammen, fordi de forstår at fodbold spilles som hold, og der er brug for alle hvis man skal vinde kampe. De her piger har jeg kendt siden de var 7-8 år gamle, og det er ”mine piger”, så jeg elsker at se dem sammen – både når vi lykkes – og det gør vi ret tit – men lige så meget det med at lære dem at tabe på en god måde, og de menneskelige egenskaber og pædagogiske værktøjer, som jeg skal finde frem, når nogen bliver frustrerede eller kede af det. Her føler jeg virkelig, at jeg kan sætte et vigtigt aftryk, og jeg gør mig særligt umage på netop det med at være mentaltræneren og lære dem, at vi i livet ikke altid vinder selvom vi gør vores bedste. Det tror jeg mange mennesker bliver fortalt hjemmefra, og derfor er det også svært for dem at håndtere, når det ikke går som man ønsker”.
“jeg gør mig særligt umage på netop det med at være mentaltræneren og lære dem, at vi i livet ikke altid vinder selvom vi gør vores bedste”
Hvordan vil du beskrive dig selv som træner?
”Tydelig, engageret og jeg forlanger at man gør sit bedste. Velvidende at der kan være mange niveauer af indsats og output for den enkelte. Jeg sætter en ære i at favne både den helt nye spiller, og den spiller, der er dygtigst og udfordre dem ud fra, hvor de er. Differentieret ledelse er enormt vigtigt og jeg har også en mission i at vise de her børn at tydelighed ikke er det samme som at være sur og streng.
Men det er en kærlig og tryg ramme man kan komme og spille fodbold i, og rykke sig som spiller og menneske i et fællesskab som vil en. Det eneste jeg forlanger, er at man kommer og er klar til at deltage og man ikke ødelægger træningen for de andre ved at fjolle, og være uopmærksom. Har man en svær dag, kan vi sagtens træde til side og tale fortroligt eller lige lægge en plan for at man gør det man kan i dag, og så sætter jeg forventningerne ned, hvis jeg ved at der er knas på hjemmefronten, i skolen eller i relationerne. Jeg spotter altid lige, om nogen hænger lidt med hovedet, når vi mødes – så ved jeg, at jeg måske lige skal over og tage en proaktiv snak med spilleren, inden vi samles”.
Hvad kræver det at være en god træner?
”Når børnene er små, er det fint at være forældertræner uden de større fodboldfaglige indsigter – MEN jeg tror også det er enormt vigtigt, at man kan demonstrere øvelser og lade dem vide, at man har noget viden og erfaring at have det i, ellers knækker respekten på et eller andet tidspunkt.
Det kræver en god portion tålmodighed og pædagogiske evner og – især hvis du har et barn på holdet – at du hele tiden balancerer, så det ikke bliver et issue, at de andre føler man tilgodeser sit eget barn over holdet. Det er også en dialog vi har ofte herhjemme. Jeg føler tit, jeg kommer til at være lidt mere striks overfor min egen datter, og forlange mere af hende end de andre – og hun får måske også lidt flere opgaver på det sociale. Vi har en stående aftale om, at hvis hun en dag bliver træt af, at jeg er der, så stopper jeg – og så kan jeg jo starte forfra med hendes lillesøster, som synes det er enormt unfair, at jeg kun er træner for den stores hold”.
Din bedste oplevelse som træner?
”Vores mange weekend/overnatningsstævner – trods kaos, venindefnidder, over load af indtryk og halvflade luftmadrasser i skoleklasser, er det de bedste minder. Dér hvor fodbold også er fællesskab, og jeg ser dem hygge sig sammen, mens jeg tænker tilbage på mit eget hold og de relationer, jeg selv fik dengang. Det er nærmest circle of life følelsen af at have givet noget videre, der nu lever i dem, som jeg selv har taget med mig fra min barndom som var mine bedste minder.
Vi har været et meget vindende hold i egen turnering og havde deltaget i Madsby pigecup to gange tidligere og vundet ”det hele” i B rækken. Jeg fik udfordret pigerne til, at vi skulle stille op i A rækken, og selvom vi ikke vandt det hele, fik pigerne virkelig øjnene op for hvor dygtige, de er blevet, og at de kunne spille op med store Licensklubber, og de lærte SÅ meget af den tur. Både om sig selv og om at stå sammen som hold. Der var nogle, der ikke ville spille A række, fordi de hellere ville vinde ”det hele” med et B hold og for mig var det lidt en test af, hvem har det rigtige mindset for at udvikle sig – og jeg kan se hvor meget de lægger på, når de bliver presset til at spille deres bedste!”.
“selvom vi ikke vandt det hele, fik pigerne virkelig øjnene op for hvor dygtige, de er blevet”
Har du et trænerforbillede – og hvorfor?
”Min egen barndomstræner, Aksel, er faktisk mit største forbillede. Han var måske ikke noget fodboldteknisk geni, men han var en god voksen, man kunne stole på, og der voksede en særlig selvtillid i mange af os spillere, fordi han forstod at sætte os sammen socialt og give os en ramme, hvor vi blev gode fodboldspillere og fungerede som et hold.
Det er jo det man skal som børnetræner i bredden – og jeg tror nu heller ikke, det skader at tage de menneskelige egenskaber med videre over i Eliten, som indtil videre måske lidt glemmer, at de her spillere stadig er mennesker og ikke bare et talent. man skal forme på hurtigst mulig tid. Udvikling er utrolig forskellig. Nogle rykker i de helt unge år – andre skal have lidt tid og psykologisk tryghed og vupti, så overhaler de alle på en sæson. Så man må give tid og plads til at alle kan vokse over tid – og derfor håber jeg også jeg har mine U12 piger lidt endnu så jeg kan nå at se dem folde sig ud”.
Er du også træner og har du lyst til at fortælle andre om dit trænerarbejde og tanker at være træner? Så skriv til redaktion@fodboldforpiger.dk
LÆS OGSÅ:
”Jeg vil vise spillerne, at de kan opnå alt, hvad de sætter sig for”
