Jubel over tv-aftale: “Fantastisk at TV2 skal sende kvindeligaen”

0
228
Foto: Jess M. Madsen

Nu får dansk kvindefodbold den opmærksomhed, den fortjener. Sådan lyder en af reaktionerne på TV2s køb af rettighederne til kvindeligaen. Aftalen løber fra 2025-2026-sæsonen og fem år frem

Smilene er brede overalt i dansk kvindefodbold, efter at det torsdag blev offentliggjort, at TV2 har købt rettighederne til Kvindeligaen fra sæsonen 2025-2026 og fem år frem. Aftalen betyder, at minimum en kamp om ugen vil blive sendt live på en af TV 2s sportskanaler, mens alle rundens øvrige opgør vil kunne ses på TV 2 Play.

En af dem, der jubler, at Maria Jensen Guy, medstifter og forperson i foreningen Kvinder i Fodbold. Til femina.dk siger hun:

“Fodbold er den mest populære sport for unge piger i Danmark, og det har jo en stor betydning for dem, at de kan se, at drømme kan blive til virkelighed, og at de har nogen at spejle sig i. Det er vigtigt, for if she can see it, she can be it”.

Maria Jensen Guy fastslår, at det her ikke bare handler om tv-rettigheder:

“Det handler også om at give den anerkendelse og opmærksomhed, som kvindefodbold fortjener, og som kvindefodbold har behov for, hvis de unge piger og kvinder skal have en reel mulighed for at leve af sporten,” siger hun til femina.

“Det handler også om at give den anerkendelse og opmærksomhed, som kvindefodbold fortjener”

Fortuna Hjørring: Fantastisk aftale

Hos kvindeligaens aktuelle tophold Fortuna Hjørring er der også begejstring:

“Det er dejligt at det endelig lykkes at få en acceptabel og fantastisk god aftale med TV2. Vores hold og spillere bliver mere synlige. Det lover godt for en positiv udvikling,” siger formanden i Fortuna a a/s Mette Bach og direktør Karina Bech Jensen, i en pressemeddelelse.

“Vi ved at lignende aftaler i andre lande har været med til at sætte endnu mere fokus og turbo på udviklingen. Vi går en spændende tid i møde, når alle klubber i Kvindeligaen A/S er enige og yder fuld opbakning til den 5-årige aftale,” siger de.

TV2: Stort potentiale

TV2s sportsdirektør Frederik Lauesen fastslår, at TV2 ser et stort potentiale i kvindefodbold:

“Vi er klar til at være en aktiv medspiller i at løfte Kvindeligaen i fodbold i Danmark. Vi ser et stort potentiale i Kvindeligaen – ikke mindst med Danmarks største klubbers indtog på dette område. Og vi tror på, at vi sammen kan få interessen til at vokse markant over de næste mange år. Vi er fuldt ud klar over, at det ikke nødvendigvis bliver i morgen, derfor har en lang aftale også været et kardinalpunkt for TV 2,” siger han.

Kvindeligaen transmitteres i denne sæson på kvindeliga.live, Kvindedivisionsforeningens egen streamingkanal. I sidste sæson havde Viaplay rettighederne til ligaen

LÆS OGSÅ:

Kvindedivisionsforeningen har skruet op for krav til sponsor