Fortuna på guldkurs: Vandt topkamp over FC Nordsjælland

0
225
Arkivfoto: Jess M. Madsen

Fortuna Hjørring slog FC Nordsjælland og er nu 10 point foran nordsjællænderne i Gjensidige Kvindeliga. Topscorer Joy Omewa Ogochuckwu scorede to gange

Det dufter mere og mere af DM-guld i Hjørring, hvor meget skal gå galt, hvis ikke byens stolthed, Fortuna Hjørring, skal vinde Gjensidige Kvindeliga 2025.

Mandag blev det til 3-0 i topkampen mod FC Nordsjælland, og Fortuna har nu 44 point med bare seks runder igen – 10 point mere end nordsjællænderne på 2. pladsen .

Fortuna-topscorer Joy Omewa Ogochuckwu viste igen klassen med scoringer til 1-0 kort før pausen og 3-0 kort før slutfløjtet. Ind imellem sørgede Ashley Riefner for en scoring til 2-0.

Joy Omewa Ogochuckwu er nu suveræn topscorer i ligaen med 14 mål.

Brøndby på 3. pladsen måtte nøjes med uafgjort 1-1 mod OB, mens HB Køge vandt en storsejr på 4-0 ude over AGF. Olivia Garcia scorede to gange og er nu nummer to på topscorerlisten.