Linnéa Borbye: “En skandale, hvis vi ikke får medaljer i Brøndby”

0
242
Vores Kvindeliga bestyres af Astrid Simone Trolle (forrest), der i denne uge har Brøndbys Linnéa Borbye og Maria 'Rolle' Jensen Guy fra Kvinder i Fodbold på besøg i studiet. OB-træner og sportschef Peer Lisdorf er med på en Zoom-forbindelse.

Brøndbys Linnéa Borbye er med i ugens afsnit af ”Vores Kvindeliga”. Hun er frustreret over weekendens nederlag til AGF men peger på, at Brøndby skaber masser af chancer. ”Nu skal vi bare have hul på bylden,” siger hun

“Der var ingen af os, der havde troet, at vi ville gå ud og tabe den her kamp, da vi sad i omklædningsrummet efter første halvleg”.

Sådan fortæller Brøndby-angriberen Linnéa Borbye om weekendens 2-1 nederlag til AGF i det nyeste afsnit af fodboldpodcasten Vores Kvindeliga.

Her er der bl.a. fokus på Brøndbys forsømte forår uden sejre og bare tre point i fem kampe og Linnéa Borbye lægger ikke skjul på, at det er frustrerende, at holdet søndag igen måtte gå fra banen uden sejr. Især fordi holdet havde 18 skud på mål og var foran 1-0 ved pausen på mål af Ingibjorg Sigurdardóttir.

Mangler marginalerne

“Vi har nok alle sammen en følelse af, at vi ikke lige har dét der ekstra held i sprøjten og marginalerne på vores side lige nu, og det er frustrerende. Men vi må så også tage med, at vi kommer til mange chancer, og så skal vi så bare have hul på bylden,” siger Linnéa Borbye.

“vi må så også tage med, at vi kommer til mange chancer, og så skal vi så bare have hul på bylden”

Det var AGFs Laura Faurskov, der med en chok-scoring tre minutter efter pausen vendte kampen efter klar Brøndby-dominans i 1. halvleg. Senere sørgede Laura Faurskov også for AGFs sejrsmål til 2-1.

“Vi kommer ellers rigtig godt ud til kampen. Spiller flot fodbold i 1. halvleg og går til pausen med en rigtig god fornemmelse. Men så scorer de nærmest ud af det blå kort efter pausen – en rigtig flot scoring – og det tager nok lidt pusten fra os og gør, at vi mister lidt momentum,” siger Linnea Borbye.

Vært Astrid Simone Trolle åbner udsendelserne med et ‘hot take’, som deltagerne skal forholde sig til. I denne uge bliver Linnéa Borbye præsenteret for udsagnet “Det vil være en skandale, hvis Brøndby ikke får medaljer”. Linnéa svarer uden tøven: “Ja, det vil være en skandale”.

”Vores mindset er, at vi skal have medaljer”

Brøndby er på 3. pladsen, kun tre point foran HB Køge, som søndag vandt over FC Nordsjælland, der på 2. pladsen – fire point foran Brøndby. Dermed begynder Køge at ånde de blågule i nakken, mens der stadig er et stykke op til 2. pladsen. Linnea Borbye siger lige ud i ”Vores Kvindeliga”, at det vil være en skandale, hvis ikke Brøndby ender med at få medaljer i år.

“Ja, det vil være en skandale. Brøndby er en klub, der er kendt for at vinde mesterskaber og altid dyste om medaljerne, og det vil så være første år, at jeg er i klubben, uden at vi har fået medaljer. Generelt er hele vores mindset, at vi selvfølgelig skal have medaljer. Vi har nok realistisk erkendt, at guldet er for langt væk, og derfor skal vi selvfølgelig gå efter 2.pladser,” siger Linnea Borbye.

Ugens to øvrige gæster i ”Vores Kvindeliga” er Maria ‘Rolle’ Jensen Guy, medstifter og forperson for Kvinder i Fodbold og OBs træner og sportschef Peer Lisdorf. Vært er FODBOLD FOR PIGERs Astrid Simone Trolle.

Du kan lytte til Vores Kvindeliga her