Det er top 3 mod bund, når årets sidste 3F Ligakamp spilles lørdag i Aarhus. De fleste hold gik på vinterferie i sidste weekend, men Skovbakken og B93-HIK-Skjold har et udsat opgør tilbage, og kampen spilles lørdag kl. 13, hvor Skovbakken enten kan befæste sin position på tredjepladsen – eller bundholdet B93-HIK-Skjold kan spille sig lidt tættere på de øvrige hold.
Skovbakken har lige nu 23 point, mens B93-HIK-Skjold kun har fem point. På papiret er Skovbakken dermed klar favorit, men de to hold spillede lige op med hinanden, da de mødtes for en måned siden.
Dengang blev det 1-1. Siden har Skovbakken dog vundet alle sine kampe, mens B93-HIK-Skjold har tabt sine tre kampe.
Oprykkerne er dog optimistiske, som det fremgår af holdets facebookside:
”Selvom vi ligger i hver sin ende af tabellen mener vi nu nok, at der vil blive spil til to mål”.
Kampen spilles kl. 13 på Vejlby Risskov Stadion.
FOTO: Skjold jubler over en scoring i sæson, hvor det blev til en stribe sejre i 1. division. I denne sæson er det foreløbig kun blevet til én sejr for B93-HIK-Skjold, som holdet nu hedder, men lørdag venter der en sidste chance før vinterpausen mod Skovbakken. Arkivfoto: Steen Trolle