Hun har vundet DM-guld, pokaltitler og spillet Champions League-fodbold. Brøndbys Theresa Nielsen har nået meget mere end de fleste nogensinde vil kunne drømme om som fodboldspiller, og nu kan hun også kalde sig Årets Kvindelige Fodboldspiller i Danmark – en titel hun blev kåret til, da toppen af Fodbold-Danmark forleden var samlet til Dansk Fodbold Award i København. Men Theresa Nielsen har stadig masser af fodboldambitioner. Det fortæller hun her i et interview med FODBOLD FOR PIGER, som har mødt den ambitiøse 26-årige landsholdsspiller på træningsbanen i Brøndby.
Tekst & foto: Andrea Signe Trolle og Caroline Kilian Petersen, erhvervspraktikanter
Hvad betyder kåringen som årets spiller for dig?
”Det er et kæmpe skulderklap at få denne titel. Det beviser, at det jeg har gjort hele året, har været rigtigt, og at alle de kræfter, jeg har lagt i træningen, ikke er spildt. Det viser også, at folk har bemærket, at jeg har udviklet mig”.
Hvorfor tror du det blev dig?
”Det er et godt spørgsmål. I talen til mig blev der sagt, at jeg altid er træningsvillig og giver mig 100 procent til hver træning. Jeg synes selv, jeg giver mig 100 % hver gang – både på træningsbanen og fodboldbanen. Det tror jeg, man kommer langt med”.
Havde du regnet med at vinde prisen?
”Nej. De tre andre jeg var oppe imod (Nadia Nadim, Pernille Harder og Sanne Troelsgaard), er alle tre rigtig dygtige spillere. Derfor var jeg bare glad for at blive nomineret. Det var i sig selv et skulderklap. Jeg havde slet ikke regnet med at vinde titlen”.
Du var også nomineret sidste år. Hvad har du gjort ekstra godt i år, siden det blev dig nu?
”Jeg har øget min træning. Jeg træner to gange mere om ugen og træner nu i alt seks gange om ugen. Det har helt klart været med til at udvikle mig, og gjort mig mere sikker i det jeg gør”.
Du er 26 år. Hvilke ambitioner har du med din fodbold nu? Vil du fortsætte i Danmark, eller har du planer om at komme til udlandet, f.eks. Sverige?
”Jeg har kontrakt i Brøndby et år endnu, men på et tidspunkt kunne det være spændende at prøve at komme til f.eks. svensk fodbold. Så jeg ser da EM til sommer som en mulighed for at vise hvad jeg kan. Og så kan der måske vise sig nogle muligheder derfra. Det skal jo helst være inden jeg bliver alt for gammel…”
Hvorfor startede du med at spille fodbold – og hvorhenne?
”Jeg startede i FC Rikken, da jeg var seks-syv år gammel. Der var en fællesbane, hvor vi boede. Der spillede vores forældre, og så syntes vi piger, at det kunne være sjovt også at spille. Det var mest bare for hyggens skyld dengang”.
Har du altid villet være professionel fodboldspiller?
”Jeg ved ikke, om jeg altid har villet være professionel. Men jeg har altid gerne villet fodbolden rigtig meget, og jeg har altid villet være den bedste. Når man er en dårlig taber, vil man altid vinde, og så tror jeg automatisk man bliver bedre…”
Hvordan ser din træningsuge ud?
”Jeg træner seks gange om ugen. Holdet har fire aftentræninger mandag, tirsdag, torsdag og fredag. Derudover morgentræner jeg tirsdag og torsdag, og så spiller vi kamp i weekenden”.
Du har vundet the double (mesterskab og pokaltitel, red.) flere gange med Brøndby. Hvor meget mere kan du opnå med Brøndby – skal du ikke ud og prøve noget nyt?
“Vi kan blive bedre til at klare os internationalt. Desværre er vi røget ud af Champions League i år, men næste år kan vi gøre det bedre. Vi vil også genvinde the double for tredje gang – det bliver man aldrig træt af. Og så kan jeg blive ved med at gå forrest – det motiverer mig ret meget. Gør jeg det, så skal jeg nok få chancen for at prøve noget nyt”.
Hvilke ambitioner har du på landsholdet?
”Lige nu er det at komme med til EM til sommer i Sverige, at blive fast mand på holdet og få lov til at spille kampene, og så at være med til at give Danmark et godt resultat”.
Hvor langt tror du I når til EM?
”Vi er kommet i en pulje, der er svær, men dog overskuelig. Så hvis vi træner godt det næste halve år, så ser jeg helt klart en god mulighed for at vi kan gå videre fra puljen. Så det er målet i første omgang, men vi tror på, at vi kan komme længere end det”.
Hvad laver du når du ikke spiller fodbold?
”Jeg arbejder som receptionist i SKAN-LOG, som er vores sponsor i Brøndby. SKAN-LOG har givet mig og en holdkammerat mulighed for, at vi kan kombinere fodbold og arbejde, og derfor har jeg tid til at morgentræne”.
Er det svært at få en hverdag til at hænge sammen med så meget træning?
”Det var det førhen, men efter jeg har fået denne mulighed hos SKAN-LOG, er det blevet rigtig godt. De er meget fleksible, og der er ingen diskussioner, når jeg skal med landsholdet eller Brøndby, hvilket er rigtig dejligt”.
Kan det blive for meget? Er der nogle dage du ikke gider?
”Ja, selvfølgelig er der det. Der er dage, hvor jeg vågner klokken halv ni og hvor det er gråt og trist, når jeg skal ud og morgentræne. Men lige så snart jeg er på banen, er jeg glad for at være der. Især om aftenen, når jeg træner med de andre. Så glemmer jeg, at jeg måske ikke lige gad den dag. For så er det faktisk det bedste i verden”.
Hvad er dit råd til piger, der vil nå lige så langt som dig?
”Indstillingen er afgørende. Du behøver ikke altid være det største talent – med vilje kommer du rigtig langt. Så hvis man vil det rigtig meget og træner nok, er jeg sikker på det kan lade sig gøre”.