EVN-PIGER TIL VM I FRANKRIG

0
1117

SPONSORARTIKEL Efter en spændende og krævende dag i det midtjyske er EVN-pigerne klar til VM-slutrunden i Frankrig, 14-22 april 2013.

I semifinalen blev Hjalleseskolen fra Odense besejret med 2-1, efter en intens og tempofyldt kamp. Det var til tider en lidt uskøn kamp og det var tydeligt at mærke på pigerne at der var meget på spil. Det blev til en 1-0 føring midt i første halvleg, da Cecilie Petersen afsluttede et rigtig flot angreb med en ligeså flot scoring. Lige inden pausen kom Hjalleseskolen dog tilbage efter et kiks i EVN-forsvaret. I 2 halvleg faldt afgørelsen dog da Emma Skals, efter en flot solotur afgjorde kampen. Dermed var pigerne klar til finalen, hvor modstanderen var Oure Idrætsefterskole.

Finalen blev fra start af svær opgave for pigerne. Benene virkede tunge og pasningerne havde ikke den kvalitet som man normalt ser hos dem. De fysisk stærke Ourespillere satte sig på spillet og førte fortjent 0-1 ved pausen, på en scoring efter hjørnespark. Fra starten af 2. halvleg var EVN-pigerne dog som forvandlet. Der blev langt et hårdt pres på Oureholdet og bolden blev vundet langt oppe på banen. Samtidig blev løbet rigtig mange meter og viljen lyste ud af de sejrsvante piger. Udligningen faldt hurtigt på et fantastisk mål af Emma Skals der fra en meget spids vinkel, sparkede bolden helt op i det ene målhjørne. Derfra så pigerne sig ikke tilbage. Et flot gennemspillet angreb, gav et straffespark, som Pernille Hansen sikkert scorede på til 2-1. Samme Pernille var 5 minutter senere i oplæggerens rolle da hun fandt en helt fri Cecilie Petersen, der fra kort afstand kunne score til slutresultatet 3-1.

En rigtig flot 2 halvleg, hvor pigerne virkelig viste klassen og hvor alle arbejdede rigtig hårdt og koncentreret. Jublen var da også stor da dommeren fløjtede for sidste gang og pigerne kunne omfavne hinanden. Det betyder også at EVN-pigerne går ud af 2012 ubesejret.

Nu venter så VM i Frankrig, som uden tvivl bliver en kæmpe oplevelse. Det bliver med deltagelse af blandt andet Italien, Norge, Tyskland, Slovakiet, Holland, Belgien. Men også mere eksotiske lande som Kina, Taiwan og Guatemala. I alt 16 hold skal dyste om VM-titlen og EVN-pigerne skal altså repræsentere Danmark.

Dermed bliver der en masse spændende oplevelser for pigerne i det nye år. Skitur i januar, 2 ugers fodbold/oplevelsestur til Florida i marts og så VM i Frankrig i april.

Denne artikel er en annonce for Efterskolen ved Nyborg.

Læs også: VENINDER TIL HVERDAG – MODSTANDERE I WEEKENDEN