Det danske kvindelandshold er for andet år i træk klar til finalen ved fire nationers-turneringen i Brasilien, hvor modstanderen igen i år bliver værtslandet Brasilien.
Danmark tabte ganske vist søndag aften med 2-1 til netop Brasilien i den sidste kamp i gruppespillet, men da Portugal samtidig slog Mexico 1-0 i den anden gruppekamp, så slutter Danmark på gruppens andenplads, som udløser billet til finalen på onsdag.
De danske kvinder gjorde en stærk figur i søndagens opgør mod Brasilien. Ifølge 3f.dk/fodbold førte Danmark 8-3 i chancer efter første halvleg. Men desværre var brasilianerne mere effektive, så der stod 1-0 til Brasilien ved pausen og i slutningen af kampen blev det til yderligere 2-0, inden Line Røddik fik reduceret til 1-2 på et straffe, som blev begået mod Sanne Troelsgaard.
”Jeg er begrænset tilfreds. Jeg synes vi på mange måder præsterer fint, men vi taber til et hold, som vi på dagen burde have besejret. Jeg synes, at de danske spillere var bedst som hold. Brasilien har en række rigtig dygtige spillere, som er ekstremt farlige foran mål,” sagde Kenneth Heiner-Møller til 3f.dk/fodbold efter kampen.
”Vi er stadig et stykke fra at levere en præstation, vi kan forvente. Men det kommer, og vi skal nok blive bedre inden EM i Sverige,” tilføjede landstræneren.
Finalen spilles onsdag kl. 23.50 dansk tid.
Højdepunkterne fra kampen kan ses på Womens Soccer United her.