U19-KVINDER SLOG ENGLAND 3-1

0
860


U19-landsholdet fik torsdag sat et flot punktum for deres træningsophold i England, da det blev til en sikker 3-1 sejr over England i en venskabskamp på Sct. Georges Park.

For to dage siden led de danske piger et snævert 1-0-nederlag til englænderne, men torsdag var der ikke den store tvivl om resultatet. Danmark bragte sig foran allerede efter to minutter på et mål af Amalie Thestrup, og i anden halvleg stod Mie Jans og Karoline Lykkebo for yderligere to scoringer, inden England fik pyntet på resultatet.

Undervejs havde Danmark adskillige chancer for at udbygge føringen, og ifølge 3f.dk/fodbold blev der kampen igennem fightet flot af de danske piger.

”Vi spiller en rigtig fin kamp i dag. England stiller med et helt nyt og friskt hold, og da vi har givet den gas hele ugen på grund af opbygningsfasen, er det et rigtig godt resultat. Vi spiller os til mange chancer, og scorer tre rigtig flotte mål,” sagde landstræner Søren Randa-Boldt efter kampen til 3f.dk/fodbold.

FOTO: Amalie Thestrup, der er topscorer for B93-HIK-Skjolds 3F Ligahold, bragte Danmark foran allerede efter to minutter. Arkivfoto: Steen Trolle