Aab-mand ny kommerciel leder i Fortuna Hjørring

0
891


Kim Grøn Hansen, der siden 2011 har været salgskonsulent i superligaklubben Aab,  tiltræder 1. marts en stilling som kommerciel leder i Fortuna A/S. Kim Grøn Hansen får ansvaret for sponsor-området samt for driften af elite-aktiviteterne i Fortuna A/S.

I en pressemeddelelse siger Kim Grøn Hansen:

“Fortuna er er en klub med store præstationer bag sig og samtidig en klub med ambitioner og muligheder for både at holde sig i toppen af 3F Ligaen samt løfte sig internationalt. Med en stærk organisation og med afsæt i DBU’s ambitiøse klubudviklingsprojekt går Fortuna og 3F Ligaen en spændende fremtid i møde til glæde for tilskuere, spillere og sponsorer. Den fremtid ser jeg med forventning frem til at blive en del af.”

Kim Grøn Hansen er 37 år. Han er oprindeligt uddannet som tjener på Hotel Scheelminde i Aalborg. Efter endt uddannelse arbejde Kim Grøn Hansen i 10 år i Norge – de seneste par år som hoteldirektør i Gausdal.

I 2005 vendte Kim Grøn Hansen tilbage til Aalborg, hvor han efter nogle år i køkken- og kontor-branchen kom til Aalborg DH i 2009 og til AaB i 2011.

Kim Grøn Hansen er gift og bor i Klarup. Han er aktiv fodboldspiller i den lokale klub RKG og sidder desuden i klubbens bestyrelse.