Taastrup FC tager første skridt mod en ny og stærk fremtid for sit U18-hold, når klubben på tirsdag den 28. maj kl. 18.30 inviterer til åben træning på banerne ved Nyhøj.
Taastrup FC, som har et 3F-hold, har ambitioner om at spille U18 DM fra sommeren 2014, og arbejdet med at skabe det kommende U18 DM-hold går i gang nu.
Klubben har ansat sin tidligere 3F Liga-træner Michael Skjold Hansen som ny U18-træner, og den åbne træning med et efterfølgende orienteringsmøde for forældre og spillere bliver en slags kick off på det nye ambitiøse U18-arbejde.
”Vi er i gang med at opbygge en stærk fødekæde til 3F-liga holdet. Der har i en årrække været lidt dødt på den front, men nu har klubben valgt at satse på det, og det øgede fokus på U18 holdet er en del af dette arbejde,” fortæller Michael Skjold Hansen.
Nuværende U16-hold bliver grundstammen
Taastrup FC satser på at få det nye U18-hold med i 2. division i 2013-2014-sæsonen, så pigerne kan rustes til den U18 DM-plads, som man håber på at få fra 2014.
”Vi vil fokusere på træningsmentalitet, teknik, taktik og på at udvikle et spilsystem, som pigerne finder sig godt tilpas i. Sekundært er opgaven at ruste dem til at blive kommende førsteholdsspillere,” siger Michael Skjold Hansen.
Det bliver det nuværende U16-hold, der bliver grundstammen på U18-holdet, som dog også skal bruge en række forstærkninger.
”Som jeg ser det er der rigtig meget talent i de oprykkede U16 spillere, som dog mangler lidt skoling omkring træningsmentalitet. Derudover skal vi bruge forstærkninger til at skabe en naturlig konkurrence om pladserne. Vi mangler en ekstra keeper, som jeg ser det, og ellers er alle velkommen til at komme og prøve deres talent af,” siger Michael Skjold Hansen, som opfordrer alle interesserede, der har ambitioner om at spille med på højt niveau, til at lægge vejen forbi den åbne træning på tirsdag.
Det nye hold skal træne tre gange om ugen og spille kamp i weekend. Træningen kommer til at foregå samme sted som 3F-ligatruppen, og holdet vil derfor kunne trække på 3F-holdets målmandstræner, fysiske træner mv.