Hillerød GI Damefodbolds bedste U13-piger vandt lørdag eftermiddag den første af fire pigefinaler ved DBU Sjællands store pokalfinalestævne, som spilles i denne weekend på FC Nordsjællands hjemmebane Farum Park.
Hillerød-pigerne sejrede 1-0 over Kalundborg GB på et mål af Silje Simonsen et kvarter inde i anden halvleg. Efter kampen blev Hillerøds midterforsvarer Caroline Hirschsprung kåret til pokalfighter.
Opgøret med Kalundborg var tæt, og især i første halvleg var det tydeligt at kampens betydning og den flotte ramme på Farum Park satte sine spor hos pigerne, der spillede meget nervøst. Efter scoringen fik Hillerød dog styr på nerverne, og mod slutningen af kampen var der muligheder til flere scoringer.
“Vi var et helt andet hold end vi plejer i første halvleg. Vi kunne slet ikke få vores spil til at fungere i starten, hvor nerverne sad ude på trøjerne. Det at komme ind på stadion, skulle spille en finale osv. påvirkede nok pigerne, men omvendt er det jo også noget af det, der giver vigtig erfaring, og det er jo en fantastisk ramme at spille i,” sagde Hillerøds træner Peter Baun efter kampen.
Se flere billeder på FODBOLD FOR PIGERs facebookside.