36 fodboldtalenter til en uges elitetræning i Vejen

0
1808
Pigerne træner i to hold - et U15- og U18-hold. Her er det U18-gruppen.
Pigerne træner i to hold - et U15- og U18-hold. Her er det U18-gruppen.
Pigerne træner i to hold – et U15- og U18-hold. Her er det U18-gruppen.

Det er midt i juli, men for 36 talentfulde fodboldpiger i årgangene 97, 98 og 99 står på den på alt andet end solbadning og feriedaseri i denne uge.

De 36 piger, som blandt andet tæller flere U16-landsholdsspillere, er på Elite Football Camp i Vejen Idrætscenter, og her står den på 2 x 2 timers intensiv fodboldtræning hver dag, leveret af topprofessionelle trænere fra Spanien, USA og Danmark.

”Når kun det bedste er godt nok,” lyder sloganet for Elite Football Campen, som især har fokus på spillernes arbejde med bolden. Det sker med udgangspunkt i en spansk fodboldfilosofi, hvor trænerne, som blandt andet kommer fra Barcelona, fokuserer på pasninger, driblinger, skud og løb med bolden. Desuden trænes en del taktisk træning med udgangspunkt i 4-3-3-systemet.

U15-holdet briefes om næste træningsøvelse.
U15-holdet briefes om næste træningsøvelse.

”Det er en god måde at få en masse træning på på et tidspunkt af sommeren, hvor træningen ligger stille hjemme i klubben,” fortæller Ida Toft Kristensen, der til daglig spiller U18 DM i Varde IF og er med i truppen til det nye U16-landshold.

Hun var også med på elitecampen sidste år og synes, at der er meget inspiration at hente ud af den barcelona-inspirerede træning, der foregår på engelsk:

”Vi lærer nogle nye ting og prøver at træne på måder, som vi ikke er vant til hjemme i klubben, og så er det sjovt, at det foregår på engelsk. Det gør, at det hele føles lidt mere professionelt. Desuden er niveauet højt. Der er rigtig mange af pigerne, som er med på DBU-hold, og det gør, at man bliver presset meget til hver træning”.

De to landsholdskammerater Anne Katrine Hansen, der netop er skiftet til  Viborgs U18 DM-hold, og Caroline Møller Hansen, der er skiftet til Skovbakkens U18 DM-hold, er enige:

”Vi lærer en masse om, hvordan fodbold kan spilles på andre måder. I dag har vi f.eks. arbejdet meget med at  turde holde på bolden og med udnytte de frie rum på banen,” fortæller Anne Katrine Hansen, da FODBOLD FOR PIGER besøger Elite Football Campen mandag eftermiddag.

Ida Toft Kristensen, Caroline Møller Hansen og Anne Katrine Hansen.
Ida Toft Kristensen, Caroline Møller Hansen og Anne Katrine Hansen.

Men hvorfor bruge en uge på fodbold på et tidspunkt af sommeren, hvor mange af kammeraterne sikkert daser ved en swimmingpool i Sydeuropa?

”Jeg elsker at spille fodbold, og det her er en god måde at få en masse ekstra træning på. Jeg vil hellere bruge min sommer her end ved at ligge på stranden,” siger Caroline Møller Hansen, der ligesom Anne Katrine Hansen og Ida Toft Kristensen drømmer om en fodboldfremtid på højeste niveau.

Der bliver dog også tid til andet end fodboldtræning i løbet af de seks dage i Vejen. Efter dagens træning og fællesspisning kan deltagerne, som også tæller 36 talentfulde fodbolddrenge, gøre brug af Vejen Idrætscenters mange faciliteter, såsom svømmehal, fitnesscenter og diverse baner til beachvolley, streetfodbold, tennis, squash m.v.

Du kan læse mere om Elite Football Camp her.

Se flere billeder fra campen på FODBOLD FOR PIGERs facebookside.

Den japanske træner Takahisa Shiraishi, der træner et hold i La Liga, er en af trænerne på Elite Football Camp.
Den erfarne japanske træner Takahisa Shiraishi er en af trænerne på Elite Football Camp.