Den tidligere Brøndby- og Skovbakken-spiller Anne Dot Eggers, der nåede hele 118 A-landskampe inden hun sluttede karrieren i 2008, bliver ny assistenttræner for Skovbakkens 3F Ligakvinder. Sammen med cheftræner Peter Petersen bliver hun en del af et nyt trænerteam, der skal skabe fornyet fremgang for Skovbakkens bedste fodboldkvinder, der sluttede som nummer fire i den seneste sæson.
”Et helt unik fodboldtalent kombineret med vilje til at træne hårdt og en stærk vindermentalitet gjorde Anne til noget særligt som spiller i dansk og international kvindefodbold. Vi tror på, at hun som træner kan formidle værdier og fodboldforståelse til de unge spillere i vores trup og dermed bidrage til at udvikle spillerne individuelt og som hold,” siger sportschef Ulrik Bendtsen om Anne Dot Eggers, der siden sit karrierestop har uddannet sig som journalist. Hun nåede i sin fodboldkarriere at deltage ved både OL, EM og VM og blev i 2003 kåret til årets kvindelige fodboldspiller i Danmark
Ny cheftræner
Peter Pedersen afløser Carsten Karkov på cheftrænerposten. Han er 42 år og var i den forgangne sæson assistent samtidig med, at han havde ansvaret for den individuelle træning og ESAAs center for pigefodbold i Århus – et job, der også indgår i funktionen som cheftræner.
Peter har UEFAs højeste træneruddannelse, nemlig P-licens, der kræves for at træne i den danske Superliga. Han har tidligere været cheftræner for AGFs U17 liga drenge, Vejles kvinder og gennem 3 år cheftræner i Norge for klubberne Fløya i Tromsø og Tronhjems Ørn.
Line Hovgaard fortsætter som fysisk træner for 3F liga truppen, mens Søren Nielsen bliver ny målmandstræner for Mia Kjærsgaard-Andersen & Co.