Målet er plads i den bedste halvdel af rækken, og indtil videre går det efter planen for Hillerøds U18 DM-piger, som nu har hentet tre point og en foreløbig sjetteplads efter sine to første kampe.
For to uger siden blev det til et nederlag i den første kamp i Brøndby på 4-1, men lørdag kom Hillerød stærkt igen, da det hjemme på Hillerød Stadion blev til en sikker 3-1-sejr over oprykkerne fra Vildbjerg.
Gæsterne kom ellers foran 1-0 på et straffespark, men derefter sørgede Caroline Vindelev, Fiona Hjartved og Cecilia Engstrøm for sejren med hver sin scoring.
Det var Fiona Hjartveds andet mål i Hillerødtrøjen. I foråret var hun U16-spiller i Lyngby, men nu har hun for alvor meldt sig ind i U18 DM-ligaen med scoringer mod både Vildbjerg og Brøndby. I sidstnævnte kamp udlignede hun til 1-1 kort før pausen.
Hillerød møder på fredag endnu en oprykker, nemlig B93-HIK-Skjold. Derefter venter Varde, Næsby og Thisted FC. Vildbjerg, som tabte sæsonens første kamp til Team Viborg, skal i de næste fire lkampe op mod Fortuna Hjørring, KoldingQ, OB og Skovbakken.