Brøndby møder spanske Barcelona og Fortuna Hjørring skal op mod italienske Tavagnacco, når de to danske hold træder ind i kvindernes Champions League til oktober.
Både Brøndby og Fortuna starter på udebane den 10.-11. oktober, og ugen efter spilles returkamp hjemme i Danmark, hvor en samlet sejr kan sende vinderen videre til 16. delsfinalerne.
Modstanderne blev fundet ved en lodtrækning torsdag eftermiddag i UEFAs hovedkvarter i Schweiz, og bagefter var Brøndby mest tilfreds resultatet
“Barcelona er jo en kendt klub, og bare navnet sælger billetter. Vi glæder os til at møde det spanske hold, som har en række dygtige spanske landsholdsspillere i truppen. Det er en modstander, som i den grad kan motivere mine spillere, men også være med til at trække publikum til stadion,” sagde Brøndbys cheftræner, Peer Lisdorf, til 3f.dk/fodbold.
Fortuna Hjørrings cheftræner Brian Sørensen betegner kampen mod Tavagnacco som en fifty-fifty-kamp:
“Jeg sammenligner italienerne lidt med Glasgow, som vi mødte sidste år. Vi bør kunne slå dem – men det bliver ikke let. De har fem-seks italienske landsholdsspillere, men det er en kamp og en opgave, som i den grad kan udvikle os som hold”.
Hvis Brøndby vinder, venter vinderen af kampene Sparta Prag-FC Zürich, mens Fortuna Hjørring skal op mod franske Paris Saint-Germain eller svenske Tyresö. Sidstnævnte har blandt andet den brasilianske verdensstjerne Marta da Silva på holdet.
“De er – på papiret – et af de stærkeste hold i turneringen. Det vil være en meget stor mundfuld for os, men i første omgang gælder det om at vinde over italienerne,” siger Brian Sørensen til 3f.dk/fodbold.
16. delsfinalerne spilles 9.-10. november og 13.-14. november.
Samtlige kampe fra dagens Champions League-lodtrækning kan ses her.