Katrine Veje holdkammerat med årets spiller i Sverige

0
1058
Ramona Bachman kåres til årets spiller.

Det 20-årige schweiziske stortalent Ramona Bachmann skifter fra Umeå til de svenske mestre fra LdB FC Malmø

Af Steen Trolle

Danske Katrine Veje kan se frem til at spille sammen med årets bedste spiller i Damallsvenskan, det schweiziske stortalent Ramona Bachmann.

20-årige Bachmann blev i sidste uge dobbelt-kåret til bedste midtbanespiller og til den mest værdifulde spiller i Damallsvenskan i den forgange sæson, og i denne uge offentliggjorde hun, at hun skifter fra Umeå IK til de svenske mestre fra LdB FC Malmø.

”Malmø er rigtig god klub med en imponerende organisation, som er udviklet over flere år. De har klare mål, som de vil opnå, og det passer mig godt. Jeg glæder mig til at skulle spille Champions League og til at skulle være med til at forsvare mesterskabet,” siger Ramona Bachmann til det svenske nyhedssite damfotboll.com

Ramona flyttede som 15-årige til Sverige med den klare målsætning at blive en af verdens bedste fodboldspillere. Hun har haft en enkelt afstikker til USA i 2010, hvor hun spillede i Atlanta Beat, men i 2011 var hun tilbage i Damallsvenskan, som hun stortrives i.

”Sverige har et godt spilsystem og en god jævn liga. Lige nu har jeg ingen ønsker om at skifte til for eksempel Bundesligaen,” siger hun til damfotboll.com

Det er et halvt år siden, at danske Katrine Veje skiftede fra OB til LdB FC Malmø. Katrine har spillet de fleste kampe i efteråret og scorede i den sidste kamp, hvor Malmø sikrede sig mesterskabet.