Så har 18 af landets bedste ungdomsspillere sat et stort, fedt kryds i kalenderen. U17-landstræner Anders Damgaard har nemlig udtaget de 18 spillere, som skal med til den anden og afgørende EM-kvalifikationsrunde, som spilles i Portugal 13.-21. oktober.
Danmark skal møde Portugal, Tjekkiet og Italien, og en puljesejr kan sende holdet videre til EM-finalerunden, som spilles 26. november-8. december i England. En andenplads kan også udløse en EM-billet, men det vil afhænge af resultaterne i de fem andre kvalifikationspuljer.
U17-pigerne spiller den første kamp mod Portugal tirsdag den 15. oktober. De rejser fra Danmark søndag den 13. oktober og træner første gang i Lissabon søndag aften. Forinden samles truppen til en enkelt træningssamling den 1. oktober, hvor der spilles en træningskamp mod et drengehold.
U17-pigerne har kvalificeret sig til den 2. EM-kvalifikationsrunde efter puljesejr foran Grækenland, Wales og Færøerne i den første kvalifikationsrunde, der blev spillet i København i august.
TRUPPEN TIL PORTUGAL:
- Vibeke Juhl Jensen, KoldingQ
- Ida Hedeager, Vejle BK
- Caroline Vindelev, Hillerød GI
- Emilie Søndergaard, Hillerød GI
- Sofie Obel, IK Skovbakken
- Julie Skov, KoldingQ
- Laura Bendixen, Næsby Boldklub
- Frederikke Lindhardt, Brøndby IF
- Freja Sørensen Abildå, Brøndby IF
- Signe Bruun, IK Skovbakken
- Siv Jørup, IK Skovbakken
- Signe Schioldan, KoldingQ
- Sofie Karsberg-Petersen, OB
- Nicoline Sørensen, LdB Malmö FC
- Freja Klitgaard, Lemvig GF
- Rikke Dybdahl, Thisted FC
- Rikke Marie Madsen, Varde IF
- Emilie Henriksen, Vejle BK