Brøndby fik finjusteret målmaskinen inden onsdagens returopgør i kvindernes Champions League, da holdet lørdag tog imod KoldingQ i 3F Ligaen.
Brøndby vandt 4-1 på blandt andet to mål af Sanne Troelsgaard, og dermed fik holdet en fin optakt til Champions League-kampen mod Barcelona, som skal vindes, efter at det kun blev 0-0 i den første kamp på udebane i onsdags.
“Det var dejligt endelig at komme i gang med scoringerne igen. Det har jeg ventet lang tid på, så forhåbentlig er jeg nu klar til Barcelona på onsdag,” sagde Sanne Troelsgaard til Kanalsport efter kampen.
Sanne Troelsgaard har de seneste to sæsoner været topscorer i 3F Ligaen, men i denne sæson har det knebet med scoringerne, og Brøndby-spilleren er i år blevet overhalet af sin tvillingesøster Lotte Troelsgaard fra KoldingQ på topscorelisten. Lotte har scoret ni mål mod Sannes fem, og selv om Sanne scorede to gange i det indbyrdes opgør lørdag, så sørgede Lotte med KoldingQs ene scoring for at fastholde sin førsteplads på topscorelisten.
Med sejren er Brøndby på 17 point på andenpladsen, men der er fortsat otte point op til Fortuna Hjørring, som har lagt sig suverænt i spidsen og som lørdag cementerede førstepladsen med en 4-1-sejr hjemme over bundholdet Taastrup FC.
Fortuna spiller ligesom Brøndby returkamp i Champions League på onsdag. Fortuna møder italienske Tavagnacco. Begge kampe spilles kl. 18.30.