Når det danske kvindelandshold tirsdag den 3. marts sætter kursen mod Portugal og den prestigefyldte Algarve Cup-turnering, så er der et nyt ansigt med i flyet. Det er den 21-årige angriber Tenna Kappel Bendtsen fra Vildbjerg, som til sin egen store overraskelse er blevet udtaget til træningsturneringen, hvor Danmark skal møde topnationer som Sverige, USA og Japan i det indledende gruppespil.
“Det er bare så uvirkeligt. At jeg får chancen nu, havde jeg slet ikke regnet med,” siger Tenna Kappel Bendtsen til FODBOLD FOR PIGER.
Hun har ikke været udtaget til A-landsholdet før, men har været med på flere U-landshold og imponerede senest ved U23-landsholdets samling i november.
“Jeg kommer til at lære en masse fra de andre spillere, som jeg vil kunne tage med hjem i klubben. Jeg skal bare ned og give den gas, vise hvad jeg kan og forhåbentlig gøre et godt indtryk,” siger Tenna.
Løbevillig og målfarlig
Vildbjerg spiller i 1. division, men selv om hun altså ikke til dagligt optræder i 3F Ligaen, så har landstræner Nils Nielsen haft et vågent øje med den jyske offensivspiller:
”Tenna er en rigtig spændende spiller. En offensiv spiller, der er meget løbevillig og samtidig en rigtig dygtig afslutter, der samtidig også har en fin teknik. Hun bliver spændende at følge – også i et miljø, hvor hun ikke er så vant til at begå sig i,” siger Nils Nielsen til dbu.dk.
Tenna selv er ikke meget for at fremhæve sine stærke sider, men nævner også sin løbevillighed og vilje til at gøre alt for sit hold.
“Det er lidt svært selv at se sine gode sider. Jeg fokusere mere på det jeg gerne vil forbedre i mit spil,” siger hun.
Du spiller i 1. division. Har du ambitioner om mere?
“Jeg har da helt sikker ambitioner om mere, men lige nu koncentrere jeg mig om at spille i Vildbjerg og gøre det godt der. Så må vi se hvad det kan føre til fremover,” siger Tenna Kappel Bendtsen, der ved siden af fodbolden studerer til ergoterapeut.