Hvad siger du til en træningslejr i påsken i op til 25 grader? Det er hvad Herlufsholm GIs U14- og U16-piger oplever i disse dage, hvor de har henlagt påsken til Malaga i Sydspanien, hvor der trænes og spilles kampe mod danske og spanske hold.
Pigerne tog afsted fredag i sidste uge og rejser hjem igen Skærtorsdag efter nogle dage med op til to træningspas og kampe på det lokale stadion. U16-pigerne har spillet mod danske Skovbakken, som de slog 2-1, og U14-pigerne testede tirsdag aften formen mod det lokale hold Fuengirola. En kamp, som de danske piger tabte 0-4, men hvor de fleste af modstanderne også var betydeligt ældre.
Træningslejren er intensiv, men det hele handler ikke om fodbold:
“Træningspassene kræver koncentration og seriøsitet, men i mellemtiden er der plads til masser
af sjov,” skriver Herlufsholm fra Malaga.
Onsdag møder U16-pigerne Fuengirolas kvindehold, inden pigerne torsdag rejser hjem til Danmark.