Det bliver Brøndby, som skal møde OB i kvindernes pokalfinale, der spilles grundlovsdag. Brøndby spillede onsdag aften 0-0 hjemme mod Fortuna Hjørring i returkampen i semifinalen, og efter 2-1 til Brøndby i den første semifinale for to uger siden, er det Brøndby, der går videre. 374 tilskuere så kampen i Brøndby.
OB sikrede sig finalebilletten tirsdag aften, da det hjemme i Odense blev til en 4-0-sejr over BSF. Den første kamp mellem de to, blev vundet af OB med 4-1. Dermed går OB videre med en samlet målscore på 8-1.
Det er femte gang i træk, at Brøndby skal spille pokalfinale. Holdet har vundet alle de fire foregående finaler.
Pokalfinalen skal spilles i enten Brøndby eller Odense. Spillestedet bliver offentliggjort på fredag den 2. maj.