Seks idrætsefterskoler har indgået et samarbejde DBU, som skal sikre, at landets bedste elitefodboldspillere kan kombinere et efterskoleophold med en elitefodboldkarriere.
Aftalen er dugfrisk, og da FODBOLD FOR PIGER skrev om den torsdag, var skolerne endnu ikke offentliggjort. Men nu er der sat navn på de seks skoler, som i følge DBU har det fornødne match af god skolefaglighed og gode træningsvilkår.
De seks skoler er disse:
- Aabybro Efterskole
- Lyngs Idrætsefterskole
- ISI Idrætsefterskole
- Efterskolen Ved Nyborg
- Københavns Idrætsefterskole (KIES)
- Brøndby Idrætsefterskole
De seks efterskoler har en erklæret vision om at ville tilrettelægge en hverdag, som en elitefodboldspiller kan udvikle sig ”. Desuden opfylder de en række formelle krav om baneforhold, træningsfaciliteter, udarbejdelse af månedsplaner og mulighed for at træne med drenge.Endelig opfylder de et DBU-krav om, at pigerne skal kunne træne fast i en U17 DM- eller 3F ligaklub.
“DBU udvikler spillerne i samarbejde med klubberne og derfor er det også et væsentlig krav i aftalen at spillerne som minimum skal træne to gange om ugen med en U17 DM eller 3F-ligaklub. Dette for at sikre den daglige matchning af spillerne, ligesom det også er et krav, at dele af den ugentlige efterskoletræning skal være med skolens drengehold,” som det hedder i aftalen.
DBU understreger, at aftalen ikke er et udtryk for, at DBU nu ønsker at alle fodboldspillere skal gå på efterskole.
“…Erfaringen har dog vist at det er et stort ønske for unge mennesker, deriblandt også fodboldspillere på højeste nationale niveau, at gå på efterskole. Det er netop disse spillere vi ønsker at hjælpe med disse samarbejdsaftaler, da det giver dem mulighed for at vælge optimalt i forhold til deres fodboldkarriere,” skriver DBU.