Tre af de nuværende klubber i 3F Ligaen får ikke fornyet deres licens til næste sæson. Det drejer sig om IK SKovbakken, Ballerup-Skovlunde (BSF) og B93-HIK-Skjold, der alle tre har fået afslag på licensansøgning af DBUs licensudvalg. Begrundelsen er, at de ikke op til licenskravene.
Sidste år blev der givet flere dispensationer, da det var første år med licens i 3F Ligaen. Men i år har DBU valgt at stå fast på kravene, som bl.a. handler om stadionfasciliteter, træneruddannelsesniveau og talentudviklingsprogrammer.
”Vi har måttet konstatere ved vores gennemgang, at tre klubber ikke opfyldte de krav, der ligger i licensmanualen. Og derfor får de ikke licens for den kommende sæson,” siger Jesper Jørgensen, formand for DBU’s Licensudvalg, til dbu.dk.
Fire klubber får fornyet licensen til at spille i 3F Ligaen i sæsonen 2014/2015. Det drejer sig om Fortuna Hjørring, Brøndby IF, OB og KoldingQ. De tre sidstnævnte sker dog under en forudsætning af, at de opfylder enkelte administrative krav, der ifølge licensreglernes udformning først skal opfyldes 1. juni 2014
Alle klubber har mulighed for at anke DBU’s Licensudvalgs afgørelse. Det skal ske til DBU’s Licensappeludvalg senest den 19. maj.