Så fik Danmark en sejr ved Algarve Cup

0
1209

Tredje gang blev lykkens gang for det danske kvindelandshold ved fodboldturneringen Algarve Cup, der spilles på den portugisiske sydkyst i disse dage. I sidste uge tabte Danmark sine to første kampe til USA og Japan, men mandag aften blev det endelig til en sejr, da Norge blev slået 1-0 i den tredje og sidste puljekamp.

”Vi har tabt til to verdensklassehold USA og Japan, men mod et europæisk tophold er vi stadig med,” sagde landstræner Kenneth Heiner-Møller efter kampen til www.3f.dk/fodbold

Johanne Rasmussen stod for den danske scoring, som faldt efter bare syv minutter. Det tidlige mål gav Danmark et klart overtag, og ifølge 3f.dk/fodbolds udsendte i Ferreiras, så kunne det sagtens være blevet til en større sejr.

Forskellen for Danmark – sammenlignet med nederlagene mod USA og Japan var at vi var mere resolutte i vores spil. Procenten i fejlafleveringerne var faldet, vendingerne højt i banen virkede, og så drev Katrine Veje og Johanna Rasmussen ofte nordmændene til vanvid med deres skift på kanterne. Der var oveni det ro på midtbanen, og især Line Røddik fungerede som “en ekstra hjælper” for angrebet,” skriver Helle Møller Riis fra Ferreiras.

Danmark skal nu spille en placeringskamp mod enten Kina eller Island på onsdag.

Læs et længere referat fra kampen på 3f.dk/fodbold her.