Det er sjovt at være fodboldtræner, især når man ved noget om ledelse, mener Frederikke Hahne og Sherine Rolin fra Skjold Birkerød. De har fået en uddannelse i ledelse, hvor de blandt andet har lært om lederroller og konflikthåndtering. På tirsdag viser DR2 to udsendelser, “Skabelse af en god leder”, om Frederikkes, Sherines og ti andre unge fodboldtræneres lederuddannelse
Af Steen Trolle
“Før var opvarmning bare noget vi aftalte ti minutter før tid. Nu er vi meget bedre forberedt”.
Sådan fortæller Frederikke Hahne og Sherine Rolin fra Skjold Birkerød. De træner henholdsvis U11- og U9-piger i Skjold, og indtil marts måned var det lidt tilfældigt, hvordan de greb træningen an. Men så var de blandt de 12 fodboldtrænere i alderen 14-19 år, som blev udvalgt til en lederuddannelse for unge i idrættens verden, og efter 32 timers kursus og efterfølgende coaching føler de sig nu langt bedre klædt på til trænerjobbet:
“Der er kommet meget mere styr på tingene. Jeg har lært, at jeg skal arbejde mere effektivt og struktureret, og at mine mål skal være tydelige og enkle, når spillerne er så unge,” fortæller Sherine, der er 15 år.
“Vi er også blevet mere bevidste om det ansvar, vi har. Vi leder nogle piger, som ikke selv ved hvad de skal gøre. Derfor skal vi guide dem,” siger Frederikke, ligeledes 15 år.
Unge ledere skal klædes bedre på
Det var lidt tilfældigt, at de blev trænere. Frederikke blev en dag spurgt af formanden i klubben, og Sherine havde hørt, at hendes lillesøsters fodboldhold manglede en træner. De startede uden anden inspiration end den, de havde fået hos deres egne trænere, og dermed ligner deres situation den mange andre unge står i, når de bliver headhuntet som trænere i deres sportsklub:
“Selv om kravene bliver større og større, blandt andet fordi udøverne bliver mere krævende, så er der mange, som ikke bliver klædt tilstrækkeligt på til den opgave, som de bliver stillet overfor som leder,” siger Benny Wurtz, som sammen med Peter Wagner er idemand bag den nye lederuddannelse, der har sloganet: “Morgendagens ledere kan findes og udvikles i idrættens verden, hvis vi vil”.
“Formålet er at give deltagerne nogle ledelsesværktøjer, de kan bruge nu og i fremtiden. Jo før du bliver bevidst om din egen rolle som leder, desto stærkere bliver du som person,” siger Benny Wurtz.
Styrede møde med 25 forældre
Det kan Frederikke og Sherine skrive under på. De har nu fået undervisning i forskellige ledelsesroller, de har lært om “effektiv kommunikation gennem ledelse”, de er blevet undervist i konflikthåndtering og de har lært om situationsbestemt ledelse.
Og de har prøvet det af i praksis. For eksempel da de sammen skulle stå for et møde med forældrene til U11-pigerne, som de sammen trænede i foråret:
“Det styrede de bare. To 14-årige piger over for 25 forældre. Det var ret imponerende,” siger Benny Wurtz.
“Jeg var virkelig nervøs på forhånd, men da vi først kom i gang, så kørte det bare. Vi havde lavet en dagsorden og den fulgte vi. Forældrene sad ikke bare og lyttede, de stillede spørgsmål og de kom op og diskutere, og vi måtte sige stop, fordi de gik udenfor dagsordenen. Bagefter var det en fed fornemmelse at det var gået så godt,” siger Frederikke.
“… og jeg ville ikke være nervøs for at gøre det igen,” siger Sherine.
“…arh, jeg ville nok stadig være lidt nervøs,” tilføjer Frederikke.
“Morten Olsen gør det samme”
De har lært om rød, gul, grøn og blå ledelse, og de har oplevet, at selv de største trænere bruger de samme værktøjer:
“Vi var oppe og se landsholdet træne (herrerne, red.), og her kunne vi se, at Morten Olsen også bruger rød ledelse (dirigerende ledelse, red.). Det var fedt at skulle lægge mærke til, hvad det er for en træning han bruger, og at se, at det i bund og grund er nogle af de samme ledelsesting,” siger Frederikke.
Opfordring: Bliv træner
De kan begge to klart anbefale andre unge at blive trænere, også selv om det ikke er det bedst lønnede job. I Skjold Birkerød får de to piger 1800 kroner hver tredje måned for et job, der kræver tre timers træning om ugen plus 1-2 timers forberedelse, lidt forberedelsestid i klubben inden træning og kampe og stævner.
“Jeg vil rigtig gerne fortsætte med de U9-piger jeg har nu de næste par år, så jeg kan følge deres udvikling,” siger Sherine, og nævner nogle af de ting, der gør trænerjobbet så sjovt:
“Noget af det fedeste er for eksempel, når du laver en øvelse, og I så tager til kamp og pigerne lykkes med tingene. Desuden er der det sociale. Det er nogle søde piger, som det er sjovt og hyggeligt at være sammen med”.
Og så er det fedt at være en del af fællesskabet i klubben, siger Frederikke:
“Vi har en enormt god klub med en enormt god stemning på stadion. Man kender alle og er en del af et fællesskab, som også tæller vores gamle trænere, som var vores store forbilleder,” siger Frederikke.
Kommer i DR2
De to piger går i 9. klasse og skal begge i gymnasiet efter sommerferien. Som en del af uddannelsen har de også fået halvanden times individuel karriererådgivning.
“Det har gjort mig mere bevidst om hvad jeg vil. Jeg havde en ide om, at jeg ville være laborant, men så sagde de til mig, at der ‘sker alt for lidt for dig’, og det er nok rigtigt.. Så nu overvejer jeg at læse til arkitekt – og måske noget med ledelse,” siger Sherine.
“Teenager, sport…leder?” støttes af DBU, Gjensidige Forsikring samt Egedal og Rudersdal kommuner. Foruden Skjold Birkerød er unge fodboldtrænere fra Farum og Ledøje-Smørum med i projektet,
DR2 har fulgt hele forløbet, og tirsdag kl. 14 vises to udsendelser á 30 minutter om projektet i serien “Danskernes Akademi”.