Mere end 100 piger fra ni forskellige klubber på Fyn får i de kommende uger en anderledes træningsoplevelse. De har alle takket ja til et tilbud fra OB om åben træning i december og januar. Her får de mulighed for at prøve kræfter med de træningsøvelser, som U15- og U18-holdene benytter sig af hos ”Striwerne”:
”Vi vil gerne vise, hvad vi gør i OB, og give pigerne en mulighed for at møde andre spillere og prøve nogle ting, som de ikke prøver hjemme i deres egen klub,” siger Andreas F. Bech, der er cheftræner for U18 DM-holdet i OB.
Det er tredje år i træk, at OB holder åben træning, og de to første år har træningen været en stor succes. Sidste år var der over 100 spillere til hver træning, hvor de blandt andet trænede sammen med eller blev trænet af U18- og 3F Liga-spillere fra OB.
”Jeg kan se på navnene blandt årets tilmeldinger, at der er nogen, der har været med alle tre år, og det er jo fedt,” siger Andreas Bech, som understreger, at formålet med den åbne træning ikke er at fiske spillere til OB:
”Vi har da fået et par spillere, som har været med, men det er nogen, der er kommet selv efterfølgende, fordi de har haft en god oplevelse,” siger U18-træneren.
Det er OBs 3F Liga-træner Jesper Eriksen, der koordinerer den åbne træning, der finder sted første gang den 9. december. De deltagende spillere kommer fra følgende klubber:
Ullerslev, Krarup/Espe, Middelfart MG & BK, Tommerup, Morud, Tåsinge, Thurø, Brenderup og Kerteminde.