Skovbakkens U12-piger vandt Aarhus Mesterskaberne 2014

0
1282
De nykårede Aarhusmestre fra Skovbakken.
De nykårede Aarhusmestre fra Skovbakken.
De nykårede Aarhusmestre fra Skovbakken.

Skovbakkens U12 piger kan kalde sig Aarhus bedste i deres årgang. Søndag vandt de Aarhusmesterskaberne, som arrangeres af HEI og spilles ved Skæring Hallen

Skovbakken-spillerne leverede en forrygende indsats, skriver træner John Sørensen, som beretter fra stævnet:

“Pigerne var havnet i en hård pulje med Lystrup, Skødstrup og BMI og lagde ud med en sikker sejr over Lystrup på 3-0. Til den anden kamp var pigerne specielt opsatte, idet modstanderen var Skødstrup, som vi også møder i JBU-turneringen og gerne har nogle drabelige kampe imod. Faktisk mødte vi dem lørdag i JBU-turneringen, hvor det blev 2-2. Men denne gang var vores piger klart bedst og vandt 2-0 i en kamp, hvor vi havde rigtig godt styr på Skødstrup.

Den tredje kamp mod BMI blev til gengæld pigernes dårligste indsats hidtil i år. Vi kom foran 1-0 allerede efter to minutter, men herefter gik alt galt og vi tabte 2-5. Til trods herfor var holdet klar til semifinalen, hvor modstanderen var værterne fra HEI. Her var pigerne tilbage i mere vanlig stil og vandt sikkert 2-0.

Dermed var det finaletid og det passede pigerne helt perfekt, at modstanderen var BMI, da der var noget der skulle revancheres efter den dårlige indsats i gruppespillet.

Det blev som ventet en hård fight, men vi havde hele vejen overtaget på BMI og det hjalp selvfølgelig gevaldigt, at vi tidligt kom foran 1-0. Det gav en god ro på holdet og via sikkert forsvarsspil lukkede pigerne aldrig BMI ind i kampen. I 2. halvleg blev det til yderligere to mål og således en sikker finalesejr på 3-0.

Dermed kunne holdet få overrakt den store, skinnende pokal og iføre sig de flotte, blå trøjer med skriften “Aarhus Mester 2014”.

Vores angriber Cecilie Ejstrup Lassen blev ydermere fuldt fortjent kåret som finalens bedste spiller”.