Kæmpe udfordring venter U16-landsholdet mod stærke tyskere

0
852
"Det bliver matching på allerhøjeste niveau," siger Danny Jung om dagens kamp mod Tyskland. Arkivfoto
"Det bliver matching på allerhøjeste niveau," siger Danny Jung om dagens kamp mod Tyskland. Arkivfoto
“Det bliver matching på højeste niveau,” siger Danny Jung om dagens kamp mod Tyskland. Arkivfoto

Der venter det danske U16-landshold en udfordring på allerhøjeste niveau, når pigerne lørdag klokken 16 møder Tyskland ved Nordic Cup, som spilles i Bohuslän i Sverige.

Danmark vandt fredag aften 2-1 over Finland. I de samme minutter blev Norge savet midt over af Tyskland, som vandt sin første kamp med 4-0. Derfor forudser landstræner Danny Jung en svær men også meget spændende kamp mod tyskerne.

“Det bliver matchning på allerhøjeste plan. Men det er også et formålene med Nordic Cup – at vi kan give spillerne nogle pejlemærker og vise, hvad det er de skal stræbe efter, hvis de skal være med på det højeste niveau,” siger Danny Jung til FODBOLD FOR PIGER.

Han skulle fredag aften se kampen Tyskland-Norge på video, men ellers kender den danske U16-landstræner ikke meget til det hold, som Tyskland har med i turneringen.

“Vi har mødt spillerne på hotellet, og de ser store og atletiske ud, så det er nok et tysk hold, som vi kender det: Fysisk stærke med nogle gode kanter og en god 10’er. Det skal vi så se, om vi kan stå vores prøve overfor. Vi skal ikke forsøge at slå dem fysisk, men vi ved godt, at vi kan være med spillemæssigt, og det er det, vi skal fokusere på,” siger Danny Jung.

Nervøs dansk start

Skal Tyskland besejres, så skal de danske piger formentlig spille bedre end de gjorde i den første kamp fredag. Det var en typisk åbningskamp, hvor første halvleg var præget af meget nervøst spil fra dansk side.

”Første kamp er altid lige en hurdle, man skal over. Det var en meget nervøs start, og det blev en lidt for lige kamp efter min smag. Vi er helt objektivt set et bedre hold end Finland, og vi skabte da også klart flere chancer end dem, så på en god dag havde vi vundet overbevisende.Vi havde vel chancer til at vinde 5-1 eller 5-2,” siger Danny Jung.

Pigerne skulle også bruge lidt tid til at vænne sig til VM-bolden, der er lidt anderledes at spille med.

“I anden halvleg får vi mere ro på spillet. Spillerne får vænnet sig til kampens karakter, og vi begynder at kunne se nogle af de ting, som vi har trænet i løbet af året. Desværre får vi også givet nogle dumme chancer væk til finnerne, men kan vi få skabt nogle af de succeser i defensiven, som vi fik skabt i offensiven i anden halvleg, så ser det fornuftigt ud. Og det er det vigtigste for os i denne turnering: At få præsteret godt i kampen og få bragt de ting ind i spillet, som vi har trænet,” siger Danny Hung.

Danmark-Tyskland spilles kl. 16. Kampen live-opdateres på Kvindernes Fodboldlandsholds facebookside. De øvrige kampe i dag er Finland-Norge, England-Island og Sverige-Holland.