Ungdom erstatter rutine på Skovbakkens 3F-hold

0
1586
Sofie Broch-Lips, her fotograferet ved Aarhus Cup i 2012, er ny i 3F ligatruppe. Foto: Søren Hansen
Sofie Broch-Lips, her fotograferet ved Aarhus Cup i 2012, er ny i 3F ligatruppe. Foto: Søren Hansen
Sofie Broch-Lips, her fotograferet ved Aarhus Cup i 2012, er ny i 3F ligatruppe. Foto: Søren Hansen

To unge navne er med i truppen, når Skovbakken i denne uge tager fat på forberedelserne til den nye sæson i 3F Ligaen. Offensivspilleren Sofie Broch-Lips, der har været en del af Skovbakkens succesrige U18 DM-hold, er rykket op i 3F-ligatruppen, og samtidig får klubben tilgang af den 19-årige midterforsvarer fra KoldingQ, Nikoline Frandsen, der flytter til Aarhus, fordi hun er blevet optaget på kommunikationsuddannelsen på Danmarks Medie-og Journalistuddannelse.

“Nikoline står noteret for ikke færre end 37 U-landskampe og har været en af profilerne hos KoldingQ i sidste sæson bl.a. via et særdeles solidt hovedspil. Sofie er en kreativ spiller med en stort anlagt spil, der kan skabe noget på egen hånd,” skriver Skovbakken på sin hjemmeside om de to nye spillere.

De to nye spillere erstatter et par rutinerede kræfter i form af Mia Ellegaard og Sissel Ravn. Mia drosler ned for at gøre mere ud af sin erhvervskarriere, og Sissel vil koncentrere sig om at færdiggøre sit lægestudium. Desuden siger Skovbakken farvel til Mille Poulsen, der har valgt at teste evnerne af i Brøndby.

“Jeg synes truppen tegner særdeles spændende, og med spillere som Nanna Johansen og Katrine Korsgaard tilbage efter deres skader i foråret, tror jeg på, at vi bliver forstærket. Truppen vil træne meget sammen med vores talentfulde U19-trup, og det skal ikke undre mig, om en eller flere af de meget lovende U19-spillere trænger sig på til 3F liga holdet i løbet af sæsonen,” siger cheftræner Kim Leth til hjemmesiden.

Cheftræneren oplyser, at der stadig er dialog med et par spillere udefra, der i givet fald vil glide ind i truppen.

 

Tegn et frivilligt abonnement på FODBOLD FOR PIGER. Hvem skal ellers skrive om din fodboldklub?