Dygtige fodboldpiger i alderen 11-13 år i det syd- øst- og midtsjællandske område får nu et tilbud om at dygtiggøre sig sammen med spillere fra andre klubber i regionen.
Det er Holdsamarbejdet Herfølge Boldklub- Køge Pige FC , som fra fredag den 5. september starter regional kompetencetræning hver anden fredag for talentfulde piger i årgangene 01, 02 og 03.
“Ideen er at samle dygtige og ambitiøse spillere fra Syd- Midt- og Østsjælland med henblik på at give dem en mulighed for at blive matchet med andre dygtige spillere og forberede dem på, hvad der kræves for at spille fodbold på højt niveau,” skriver holdsamarbejdet i invitationen.
I træningen, som foregår på kunstbanen ved Herfølge Stadion, vil der blive arbejdet med at udvikle spillernes tekniske niveau, spilforståelse, personlige udstråling og vindermentalitet. Træningen ledes af A-licenstræner Martin Tangager, der er træner for Herfølge Boldklubs U15 Elite Øst-hold, og han vil undervejs få selskab af trænere udefra, bl.a. DBU-talenttrænere.
“Vi vil forberede spillerne på DBUs talentudtagelse for U14-piger og udvikle et tilbud, som fremstår attraktivt for de 01-spillere, der ikke kom med i DBUs talentudviklingsarbejde,” fortæller initiativtagerne.
Der trænes hver anden fredag kl. 16.30 til 18.30 i perioden 5. september til 12. december, dog minus skolernes efterårsferie. Derefter fortsættes træningen igen fra den 21. januar 2015.
Yderligere oplysninger kan fås hos Søren Østergaard, soren@hb1921.dk, mobil 23304189.