DBU vil ha’ målmænd med selvtillid og attitude

0
2607
Dagens træning in Hillerød har fokus på arbejdet i feltet. Foto: John Jessen Hansen

DBU-projekt skal løfte målvogterniveauet i dansk pige- og kvindefodbold. Men ”Høje målvogtere” har også fokus på at få flere høje piger ind på kassen

Tekst: Steen Trolle / Foto: John Jessen Hansen

”Læs bolden tidligt. Hvis der er den mindste mulighed for det, så gå efter den”.

”Stil jer lidt ude i feltet. Vis noget offensiv tilgang. Så trækker I forsvaret med ud og modstanderne tænker ’hov, hvad sker der her’…”.

”I skal ikke være bange. Hvis I læser bolden rigtigt, kommer I ikke i kollision med spillerne”.

Det er en mandag aften på kunstgræsbanen hos Hillerød GI Damefodbold. Kvindelandsholdets målmandstræner Claes de Flon sparker og kaster bolde til Ida Mejnertz fra Hillerøds U17 DM-hold og Katrine Fischer, der er U15-målmand i Hillerød.

”Yes” og ”godt” roser han, mens han hele tiden forklarer og beskriver, hvad han vil have de to målmænd til at gøre.

Claes de Flon forklarer Katrine Fischer (tv.) og Ida Meinertz om deres rolle i feltet.
Claes de Flon forklarer Katrine Fischer (tv.) og Ida Mejnertz om deres rolle i feltet.

Bagefter er Claes de Flon godt tilfreds med indsatsen:

”Jeg ved, at I har haft bolde i dag, som har givet jer selvtillid og mod på mere”.

Ida og Katrine er enige:

”Det handler om at komme ud i feltet og være offensiv. Det kan godt være skræmmende at gå ud, for der er mange mennesker og det kan være lidt kaotisk. Men vi har lært, at vi bare skal holde øje med bolden og tage det stille og roligt,” siger Ida.

Katrine supplerer:

”Det her giver rigtig meget selvtillidsmæssigt. Man får mere ro på og tror på, at man kan styre feltet”.

Ida og Katrine fra Hillerød er to af de 50-60 målmandstalenter fra hele landet, som er en del af et nyt DBU-projekt, der skal løfte niveauet hos målmændene i dansk pige- og kvindefodbold. Projektet går under navnet ”Høje målvogtere”, for det handler også om at få flere målmænd, der har højden til at gøre en forskel på kassen.

”Vi har fået lidt kritik af projektet, fordi det opfattes diskriminerende med vores fokus på højden.  Lad mig derfor understrege, at vi altid på landsholdet vil spille med den målmand, der er bedst, og det behøver ikke at være den højeste. Men man også erkende, at det er en fordel at have noget statur med sig, når man skal vogte et mål, der er 2,45 meter højt og 7,35 meter langt. Hvis man derfor har to målmænd, der har nøjagtig de samme kvaliteter, så vil man vælge hende, der er højest,” siger Claes de Flon, der er initiativtager til projektet sammen med A-landsholdets træner Nils Nielsen.

Claes de Flon.
Claes de Flon.

Selvstændige målmænd

For at blive en del af ”Høje målvogtere”, skal man derfor have en ’højde på mindst 178 cm som udvokset, eller stor rækkevidde, hvis man er en smule lavere’, som det er formuleret. Men der skal meget andet til gøre en forskel som målmand. Attitude, selvtillid, mod og selvstændighed er mindst lige så vigtigt, understreger Claes de Flon.

”Vi vil gerne uddanne nogle målmænd, som er selvstændige og selvtænkende individer, der kan dominere feltet. Målmænd skal ikke bare være nogen, der står med hænderne i siden og først begynder at bevæge sig, når bolden er indenfor en radius á 10 meter. Og det ser vi desværre alt for meget af, når vi kommer rundt – målmænd, som ikke er særligt beslutningsstærke men bare står og venter på at skulle redde bolden,”  siger Claes de Flon – og fortsætter:

“Mange målvogtere er for anonyme og har ikke indblik i hvor mange muligheder de har for at undgå at få chancer i mod sig eller hjælpe holdet til scoring via kommunikation, placering i spillet, offensiv tænkning og god teknik med fødderne. Vi vil gerne have høje fodboldspillere på mål”.

For meget fokus på redninger

Han har selv en fortid som målmand på divisionshold i Vanløse og Brønshøj. Han valgte at stoppe, fordi han fik for lidt målmandstræning, og siden har Claes de Flon gjort sit til at forbedre den målmandstræning, som han synes halter i dansk fodbold. Først som målmandstræner på herresiden i Vanløse og Brønshøj og siden som kvindemålmandstræner i først Ballerup-Skovlunde Fodbold (BSF) og derefter på U19-landsholdet. Begge steder med Søren Randa-Boldt som cheftræner.

”For meget målmandstræning er shootstopper-baseret, det vil sige med fokus på redninger. Vi har fokus på alt det andet – det taktiske, placeringen på banen og på udstråling og attitude. Desuden er vores træning altid spilrelateret. Målmanden skal indgå i spillet på hele banen og være med til at forhindre, at chancerne opstår,” siger Claes de Flon.

Foto: John Jessen Hansen
Foto: John Jessen Hansen

”Kom ud i feltet”

Denne mandag i Hillerød arbejder han med spillet i feltet. Igen og igen sender han bolde ind fra højre og venstre side, som Ida og Katrine skal ud gribe eller bokse væk.

”Hvis der er den mindste mulighed for at gå efter bolden i feltet, skal de gøre det. Det er alfa og omega, at målmanden har en offensiv tilgang. Fodbold spilles med en bold, og derfor handler det om at få fat i bolden,” siger Claes de Flon, der igen og igen understreger, at Ida og Katrine ikke har noget at frygte, hvis de forbereder sig godt.

”Hvis de læser bolden godt og tidligt, er det meget sjældent, de kolliderer med nogen i feltet. Det er først, hvis de er tilbageholdende og trækker sig en smule, at de kommer galt afsted,” siger Claes de Flon.

Foruden målmændene deltager deres trænere også i projektet. ”Høje målvogtere” handler nemlig også om at uddanne bedre målmandstrænere, understreger landsholdets målmandstræner.

Foto: John Jessen Hansen
Foto: John Jessen Hansen
Foto: John Jessen Hansen
Foto: John Jessen Hansen
Foto: John Jessen Hansen
Foto: John Jessen Hansen