Landsholdsspilleren Nina Frausing Pedersen skifter fra engelsk til tysk fodbold. Nina Frausing Pedersen var i oktober med til at vinde det engelske mesterskab med Liverpool Ladies FC, men nu tørner den 23-årige forsvarsspiller ud for en af Tysklands bedste kvindeklubber, FFC Turbine Potsdam. Det bekræfter Liverpool på sin hjemmeside.
“Alle i Liverpool Ladies Football Club vil gerne takke Nina for hendes værdifulde bidrag i sidste sæson. Vi ønsker hende held og lykke i fremtiden,” skriver klubben.
I følge den tyske avis Märkischer Allgemeine var Nina Frausing Pedersen med til årets første træning i dag i Berliner-klubben. Avisen skriver, at hun har skrevet under på en kontrakt, der løber til sommeren 2016.
Nina Frausing Pedersen har en fortid i Skovbakken og har spillet på både U17- og U19-landsholdet. Hun skiftede til Liverpool i juni 2014 efter fire år i USA, hvor hun har spillet for California Golden Bears, der hører til University of California, og for Texas University.