Mariann Gajhede Knudsen årets fodboldspiller – Frederikke Thøgersen årets talent

0
2878
Frederikke Thøgersen er kåret til årets talent 2014. Foto: Fortuna
Frederikke Thøgersen er kåret til årets talent 2014. Foto: Fortuna
Frederikke Thøgersen er kåret til årets talent 2014. Foto: Fortuna

Mariann Gajhede Knudsen, der til daglig spiller i den svenske klub Linköping, blev fredag kåret til Årets Kvindelige Fodboldspiller i Danmark. 30-årige Mariann, der i 2014 sagde farvel til landsholdet, vandt prisen i konkurrence med Simone Boye Sørensen, Johanna Rasmussen og Sofie Junge Pedersen.

”Mariann er en utrolig fodboldklog spiller. Hendes store viden om spillet og fremragende pasningskvaliteter bruger hun til konstant at lave plads og spille sine holdkammerater gode. Hun har både et stærkt hovedspil og en super sparketeknik, og nu i karrierens efterår altså også en solid målnæse. En helt igennem fantastisk kontrollerende holdspiller på midtbanen med matchafgørende individuelle kvaliteter i det fremadrettede, som vil blive savnet voldsomt på landsholdet fremover,” lød begrundelsen for prisen, som blev uddelt ved Dansk Fodbold Award i Odense.

Prisen som årets kvindelige talent gik til Frederikke Thøgersen fra Fortuna Hjørring. Frederikke var nomineret sammen med Stine Larsen, Sarah Dyrehauge Hansen og Ida Karstoft.

”Frederikke har fået sin fodboldopvækst i Thisted, men flyttede efter U18 videre til Fortuna Hjørring, hvor hun på deres 3F ligahold som kantspiller er en evig trussel med sin enorme speed. Samtidig er hun blevet fast spiller på A-landsholdet, hvor hun med stor succes allerede debuterede som U19-landsholdsspiller,” lød det om valget af Frederikke Thøgersen.