Svensk tv-kanal viser alle kampe fra Damallsvenskan

0
1025
Pernille Harder og de øvrige danskere i Damallsvenskan kan fra denne sæson følges på direkte tv.
Pernille Harder og de øvrige danskere i Damallsvenskan kan fra denne sæson følges på direkte tv.
Pernille Harder og de øvrige danskere i Damallsvenskan kan fra denne sæson følges på direkte tv.

Svensk kvindefodbold skriver tv-historie i denne sæson, hvor samtlige kampe i Damallsvenskan vil blive vist på tv-kanalen TV4 Play Premium.

TV4 og Elitfotboll Dam, som er det svenske svar på Kvindedivisionsforeningen, offentliggjorde torsdag den historiske tv-aftale, som er den første af sin art i verden.

“Det er fantastisk. Fodboldfans kan nu følge deres favoritteam, og vi håber samtidig, at vi kan få endnu flere til at følge Damallsvenskan, som er en af verdens bedste kvindelige ligaer,” siger Linda Wijkström, generalsekretær i Elitefotboll Dam i en pressemeddelelse.

Også det internationale fodboldforbund FIFA er helt oppe og ringe over aftalen.

“Hvis professionalismen inden for kvindefodbold skal løftes yderligere, så er det afgørende, at de bedste spillere bliver vist noget oftere på tv. Derfor er denne aftale vigtig i forhold til at videreudvikle en liga, som i forvejen er en af verdens bedste,” siger Moya Dodd, der er formand for FIFAs kvindekomite.

Ud over Damallsvenskan vil TV4 også transmittere alle testkampe, som det svenske kvindelandshold skal spille forud for sommerens VM-slutrunde i Canada.

“Aftalen er en naturlig videreudvikling af vores engagement i svensk kvindefodbold. Jeg er overbevist om, at det her vil betyde, at endnu flere vil åbne øjnene for kvindefodbolden og få lyst til at følge stjernerne og de unge talenter,” siger Fredrik Olofson, som er chef for Sports TV4 Group, i pressemeddelelsen.