U19-landsholdet er samlet 31. marts-10. april for at deltage i Elite Round i Holland, hvor holdet møder Slovenien, Tjekkiet og Holland i kampen om en plads ved sommerens EM-slutrunde i Israel. På turen til Holland skriver spillerne på skift dagbog til FODBOLD FOR PIGER. Sarah Dyrehauge og Sofie Obel, KoldingQ, skriver om mandag den 6. april:
Endelig, endelig, endelig blev det kampdag igen. Dagen startede godt ud, da der blev sunget fødselsdagssang for truppens yngste spiller Signe Bruun. Efter morgensang var det på tide med lidt morgenmad, hvor den bl.a. stod på havregryn og yoghurt med dejlig frugt til.
Vi fik set de sidste 15 min. af ”Fasandræberne”, da vi ikke så den færdig i går. Derefter stod den på den sædvanlige friske gåtur, hvilket er rigtig dejligt, så man lige får sløv- og trætheden ud af kroppen, og får lidt frisk luft. Dernæst skulle vi til dagens taktikmøde inden den vigtige kamp mod Tjekkiet. Opskriften lød på en sejr og 3 point.
Altid på kampdage bliver der spist helt vildt meget. Vi får både morgenmad, frokost og matchmeal inden kamp, så derfor er det vigtigt, at vurdere, hvor meget man skal spise til hvert måltid. Efter alt madindtagelsen blev de sidste forberedelser gjort, håret blev sat, og der var afgang mod stadion med musikken i ørerne.
Banen vi ankom til var forholdsvis ujævn og hullet, hvilket vi havde forberedt os på, men en græsplæne det var det da. De sædvanlige ritualer og rutiner blev gennemgået, og vi var SÅ klar til at banke tjekkerne. Der var kick-off klokken 17.00 og omkring 2 timer senere stod vi som sejrsherre efter en alt for nervepirrende 2. halvleg. Vi vandt 2-1 meget fortjent, og gav i hvert fald vores trofaste tilskuere spænding til sidste fløjt. En stor tak skal der lyde til dem for den flotte opbakning, som vi endnu engang fik 🙂
Grundet den dejlige sejr og et fødselsdagsbarn (som også blev match-vinder) var der lidt lækker is til dessert ved aftensmaden. Vi fik afrundet kampen og kåret kampens spiller, som endnu engang blev Sara Thrige. Stærkt. Udover det har vi spillere en stemme, hvor vi også stemmer på kampens spiller vores valg faldt på Naja og Sarah Dyrehauge. Tillykke til dem også.
Resten af aftenen stod på afslapning og for nogles vedkommende også en tur hos fysioterapeuten eller lægen, eftersom vi skal være klar til at banke Holland på torsdag, så vi kan komme med til EM.
Det var alt for nu. Tak fordi i fulgte med.
Godnat!
Hilsen Sarah Dyrehauge og Sofie Obel