Der var guld til både U13- og U15-pigerne fra Greve, da de i påsken deltog i Maastricht Cup i Holland.
U13-pigerne gik ubesejret igennem puljen og mellemrunden og kom i finalen, hvor de mødte Vallensbæk. Her blev det 0-0 i den ordinære spilletid, og i den efterfølgende straffesparkskonkurrence vandt Greve med 2-1.
Inden straffesparksscoringen var der ikke gået et eneste mål ind på pigerne, og det samme var tilfældet for U15 pigerne, som spillede sig i finalen uden at indkassere en eneste scoring, hvilket fortsatte i finalen, som de vandt med 4-0 over et hollandsk hold.
“Samlet målscore var 28-0 for pigerne, som fik vist noget flot fodbold og fik anvendt alle 19 piger som var med i Holland godt i kampene. Alle fik spilletid og var med til at sikre det flotte resultat,” fortæller Tino Knudsen, årgangsleder i Greve Fodbold.
Klubbens U17 piger var også med i Maastricht. De manglede dog et enkelt point for at nå i A-slutspillet og sluttede med en placering som nummer 16.
“Med kun 15 piger afsted, blev det desværre et spørgsmål om fysik. Et træt hold blev desværre slået ud i B finalerne, og endte som 16 ud af 24,” fortæller Tino Knudsen – og tilføjer:
“Alt i alt var det en super vellykket tur til Holland – både rent sportsligt, men også socialt for pigerne, som virkelig hyggede sig med hinanden. Det gør vi gerne igen i 2016”.