Pernille Harder: Vi kan være med blandt de allerbedste

0
1824
Pernille Harder - topscorer.
Pernille Harder

Skovbakken-spilleren Pernille Harder har haft et forrygende fodboldefterår med en stribe scoringer og stærke præstationer på landsholdet.  Hun tror på, at Danmark kan nå langt i EM-kvalen. ”Vi skal tro på, at vi kan blive Europamestre,” siger hun i dette interview med FODBOLD FOR PIGER

Af Steen Trolle

Hattrick mod Østrig, scoring mod Brasilien i finalen ved december måneds 4-nationersturnering i Sao Paolo og masser af roser i medierne for sine præstationer på rødt og hvidt.

Jo, 2011 har været et forrygende år for Skovbakken-angriberen Pernille Harder, der i efteråret har fået sit helt store gennembrud på det danske kvindelandshold.

Også i 3F Ligaen går det godt for den driblestærke 19-årige kreatør, som i 2010 skiftede fra Team Viborg til Skovbakken. Hun og holdkammeraterne er pt. på tredjepladsen i 3F Ligaen, fire point efter Brøndby, og Pernille Harder, der går i 3. G på Ikast Brande Gymnasium, tror på, at Skovbakken kan blande sig i guldstriden.

Det fortæller hun FODBOLD FOR PIGER, som har interviewet hende efter hjemkomsten fra Brasilien, hvor de danske fodboldkvinder imponerede med sølv efter finalenederlag til Brasilien, som Danmark forinden havde slået 1-0 i gruppespillet.

Hvordan har fodboldåret 2011 været for dig – og hvilke fodboldoplevelser har været de største?

Det har været et rigtig godt fodboldår, hvor efteråret har været det allerbedste. Vi ligger nu med maksimumpoint i EM-kvalen og så sluttede vi fodboldåret af med at lave et rigtig godt resultat i i Brasilien. De største fodboldoplevelser var da vi vandt over Brasilien og finalen imod Brasilien, hvor vi spillede for ca. 9-10.000 tilskuere. Derudover var det også en fed oplevelse at lave hattrick imod Østrig 🙂

Hvad er din egen forklaring på, at det går så godt for landsholdet og for dig personligt?

Jeg synes, at vi spiller godt sammen som hold. Jeg tror det skyldes, at vi også har det rigtig godt sammen udenfor banen. Derudover giver det også noget til selvtilliden, at vi vinder.
At jeg selv har haft et godt fodboldår kan skyldes, at jeg har det rigtig godt på og uden for fodboldbanen i både Skovbakken og på landsholdet. Derudover har jeg nogle gode medspillere, der også gør mig god 🙂

Hvordan ser du på landsholdets muligheder fremadrettet – kan Danmark blive Europamestre?

Hvis vi fortsætter den udvikling, vi er i nu som hold, kan det gå hen og blive rigtig godt. Men det kræver også, at vi fortsætter med at udvikle os og at vi er fokuseret i alle kampe. Vi har jo bevist ved at slå Brasilien, at vi godt kan være med, når det er allerbedst. Om vi kan blive europamestre må tiden vise. Men hvis troen ikke er på det, så bliver vi det aldrig. Så troen på det, er der 🙂

Hvordan ser du så på Skovbakkens muligheder i 2011-2012-sæsonen – kan I vinde guld?

Vi har et rigtig godt hold, spiller for spiller i Skovbakken. Vi har arbejdet meget med at komme til at spille godt sammen som et hold her i efteråret. Jeg synes, at vi har forbedret os i det, og hvis vi fortsætter vores udvikling, tror jeg på guld, i hvert fald top 2.

Hvad er dine sportslige mål for 2012?

At vi fortsætter med på landsholdet at være ubesejret i EM-kvalen og at vi skaber nogle gode resultater til Algarve Cup. Derudover skal vi med Skovbakken som minimum ende i top 2. Mine egne ambitioner for 2012 er, at jeg skal holde niveau og fortsætte min udvikling.

Hvad synes du selv er dine styrker, og hvad arbejder du på at forbedre og udvikle i dit spil?

Min forståelse af spillet er en styrke. Lige nu arbejder jeg med at forbedre min orientering og videreudvikle mine afslutninger med begge ben.

Hvad er så dine sportslige ambitioner på længere sigt? Vil du til udlandet, og hvilken liga er i givet den mest interessante, set med dine øjne?

Jeg vil gerne på længere sigt til udlandet og spille. Det kunne være meget spændene at komme til den svenske liga eller den tyske. På et tidspunkt kunne det også være spændende at komme til USA at spille 🙂

Du blev efter sigende kaldt ”Den blonde Marta” ved 4-nationers turneringen i Brasilien (efter brasilianske Marta da Silva, verdens bedste kvindelige fodboldspiller, red.). Hvem er dit eget sportslige forbillede – er det Marta da Silva, eller…?

Jeg ved ikke om jeg som sådan har et forbillede. Men med alt det Marta har opnået, er hun da en man godt kan have som forbillede 🙂

Kvindefodbold fik en form for internationalt publikums-gennembrud i 2011 ved VM i Tyskland. Hvad tror du, at der skal til for at kvindefodbold også bliver en publikumssællert i Danmark?

Vi bliver nødt til at skabe nogle resultater for, at vi kan få noget opmærksomhed.

FAKTA:  Pernille Harder

  • 19 år
  • Kommer fra Tulstrup i Midtjylland
  • Har spillet i Skovbakken siden 2010
  • Går i 3. G på Ikast Brande Gymnasium
  • Modtog prisen som Årets kvindelig talent i fodbold i 2010
  • Blev udtaget første gang til A-landsholdet i 2009 som bare 16-årig

Web-tv: Se Pernille Harders scoring mod Brasilien