Næsby Boldklub satte en tyk streg under sin aktuelle styrke indenfor pigefodbold, da klubben i juledagene vandt guld i både U15- og U18-rækken ved Fyns største indendørsstævne, FS Stævnet, som arrangeres af Fyens Stiftstidende.
I begge finaler blev det til sejre over OB. I U15-rækken vandt Næsby med 4-2 over lokalrivalerne, og i U18-rækken blev det til en sikker 4-0 sejr. U15-sejren kom i hus efter et hattrick af Josefine Korsgaard, og efter en total dominans i de indledende puljekampe, hvor Næsby ikke lukkede et eneste mål ind.
”Vi bevarer roen i vores spil. Vi lader bolden gøre arbejdet og sparker på mål på de rigtige tidspunkter,” sagde Næsbys U15-træner Jesper Bendixen efterfølgende om finalesejren til Fyens Stiftstidende.
I U18-finalen var Næsbys målmand Tine Bakke den helt store oplevelse, ifølge den lokale avis.
”Der mangler ikke meget før hun rammer landsholdet,” lød det rosende fra hendes træner Morten Christiansen efter finalen.
I U13-rækken måtte Næsby nøjes med bronze. Her var det MG&BK (Middelfart) der løb med sejren efter 2-1 over Tarup Paarup.
Sådan gik finalerne:
Piger U13
Om 3. og 4. pladsen: Næsby BK – Langeskov IF 3 – 1
Om 1. og 2. pladsen: MG&BK – TPI 2 – 1
Piger U15
Om 3. og 4. pladsen: Assens FC – Ubberud IF 2 – 2
Om 1. og 2. pladsen: OB – Næsby BK 2 – 4
Piger U18
Om 3. og 4. pladsen: Fortuna Svendborg – B1913 2 – 4
Om 1. og 2. pladsen: Næsby BK – OB 4 – 0